De lever skjult, men tilsyneladende godt, regeringens korps af særlige rådgivere.

I 2014 kostede de såkaldte spindoktorer hele 37.063.321 kroner. Det viser nye tal fra Finansministeriet, der har opgjort, hvad de samlede udgifter til ministrenes spinfolk løb op i sidste år.

Opgørelsen dækker over »udgifter til faste månedlige løndele og pensionsudgifter (inklusiv ATP), variable løndele som merarbejde, (særlig) feriegodtgørelse, engangsvederlag med videre og andre udgifter, som for eksempel udgifter til tjenesterejser, arbejdsredskaber med karakter af personalegoder med videre«.

Udenrigsministeriet er dyrest i drift, når det kommer til særlige rådgivere, og brugte i fjor 4.376.608 kroner på udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og handels- og udviklingsminister Mogens Jensens (S) spindoktorer.

Dermed ligger Udenrigsministeriet klart i front med godt én million kroner ned til næste ministerium på listen, som er Morten Østergaards (R) Økonomi- og Indenrigsministerium. Det brugte 3.253.764 kroner på særlige rådgivere i 2014.

Først på tredjepladsen finder man Statsministeriet. Udgifterne til statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) to særlige rådgivere, Noa Redington og Thomas Juul-Dam, beløb sig sidste år til 2.868.605 kroner.

Som hovedregel kan en særlig rådgiver maksimalt tjene 75 procent af ministerens lønniveau. Rådgiverne for regeringens topministre, som er dem, der er medlem af Koordinationsudvalget eller Økonomiudvalget, kan dog modtage en lønpose på, hvad der svarer til op til 85 procent af ministerens løn.

Topministrene kan desuden vælge at ansætte to særlige rådgivere, mens resten må nøjes med én.

Finansministeriets opgørelse viser kun udgifterne til de særlige rådgivere og dækker derfor ikke over de pressefolk, som de forskellige ministerier også har ansat til at håndtere de daglige pressehenvendelser.