Fødevareminister Dan Jørgensen (S) skal få den danske svineproduktion ændret, så udbredelsen af den frygtede MRSA-bakterie kan blive stoppet.

Det mener i hvert fald den tidligere socialdemokratiske fødevareminister Ritt Bjerregaard, der på Facebook giver sin partikollega og nuværende fødevareminister noget af en opsang.

- Tag dig nu sammen Dan Jørgensen, fødevareminister og forlang griseproduktionen ændret. Det haster, skriver Ritt Bjerregaard på sin Facebook-profil.

Den frygtede MRSA-bakterie CC398, også kaldet svine-MRSA, findes i adskillige svinestalde i Danmark. Mellem 6.000 og 12.000 personer menes at være smittet med svine-MRSA, og indtil videre har fire personer mistet livet efter at være blevet smittet med bakterien, mens de i forvejen var svækkede af anden sygdom.

Det har fået Ritt Bjerregaard til tasterne på Facebook.

- Det er helt uacceptabelt med udviklingen af de MRSA resistente bakterier. Det er ikke noget forbrugerne bare selv kan klare, fortsætter den tidligere fødevareminister i sit opslag.

Der er dog ikke udsigt til, at Dan Jørgensen kommer til at ændre den danske svineproduktion drastisk i den nærmeste fremtid. I et skriftligt svar til Danmarks Radio har fødevareministeren oplyst, at der skal yderligere undersøgelser af MRSA-bakterien til, før myndighederne kan komme med en konklusion på, hvordan man stopper spredningen af bakterien.

- Desværre findes der ikke nogen enkle snuptagsløsninger, der kan få problemet til at forsvinde i morgen. Men vi gør alt, hvad vi kan for at få mere viden om smittevejene, så vi kan slå effektivt ned på problemet, oplyser ministeren i et skriftligt svar til DR Nyheder.