Politikere vælter sig i gode slogans og løfter, som skal få borgerne til at stemme på dem. En gang imellem går det dog en kende for stærkt.

Denne gang for Socialdemokratiets Jan Johansen. SF-profilen Margrethe Auken har nemlig løftet sløret for genbrug af et gammelt SF-slogan.

»Det er ikke mig, der har lavet den, og jeg var ikke klar over, at det var genbrug, da den blev lagt på Facebook. Jeg er rigtig ked af, at den kom på. Selvom jeg synes, det er et fantastisk godt budskab, har jeg pillet den af med det samme,« siger Jan Johansen og fortsætter:

»Den bliver ikke brugt igen, for jeg skal ikke genbruge Aukens slogan. Vi er dog fuldstændig enige i, at det er et godt budskab.«

Det er ikke første gang, politikere gafler hinandens slogan. De Konservatives Søren Pape Poulsen var kun lige blevet valgt som formand, da han på et landsråd afslørede et nyt slogan. Eller det vil sige, han genbrugte et gammelt slogan fra Poul Nyrup Rasmussens tid i Socialdemokratiet.