Socialdemokraterne afviser forslag fra SF om at bruge hjemvendte jihad-krigere til at afskrække unge. Det vil gøre dem til helte, lyder advarslen fra Trine Bramsen.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), advarer mod at fremstille unge, der har deltaget i hellig krig, som helte.

Hun reagerer på et forslag fra SFs retsordfører, Karina Lorentzen (SF), der foreslår, at man afskrækker unge fra drage i krig ved at henvise dem til hjemvendte krigere, der har fortrudt deres rejse til Syrien eller andre krigshærgede land.

»Det at bruge unge som rollemodeller er ikke en god idé. Så får de karakter af helte, og vi skal ikke hylde dem, der har været af sted,« siger Trine Bramsen.

Mellemøsteksperten Naser Khader har på Facebook sendt et nødråb til sine tidligere kolleger på Christiansborg, fordi han inden for få dage er blevet kontaktet med to eksempler på, at unge mænd er på vej til at drage i hellig krig.

Khader foreslår - bakket op af de Konservative og Dansk Folkeparti - at man giver myndighederne mulighed for at inddrage de unges pas. Men den mulighed eksisterer allerede, påpeger Trine Bramsen.

»Problemet er, at det ikke løser problemet, da der er alle mulige andre måder at rejse væk på. Men der er andre tiltag, der virker: Forebyggelsessamtaler, efterretninger om dem, der er på vej til at rejse, og opfølgning, når de kommer hjem, så de ikke får overbevist andre om, at det er en god idé at rejse ud,« siger S-ordføreren.

Hun mener også, at de muslimske miljøer spiller en stor rolle, når det gælder om at forhindre unge i at rejse i hellig krig.

»Det er vigtigt, at muslimske miljøer og moskeer har en dialog med unge om, at man ikke er helt, hvis man tager af sted. Derfor er det også helt forkasteligt, det vi har set fra moskéen i Aarhus, hvor man kaldte folk, der tog af sted, for helte,« siger Trine Bramsen.