Finansministeriet har regnet på, hvor meget det vil koste staten at halvere genoptjeningskravet, som blandt andre Dansk Folkeparti foreslår.

Lad os hjælpe de ledige, der er røget ud af dagpengesystemet, ved at halvere den tid, der går, før de kan få dagpenge igen. Sådan har kravet fra blandt andre Dansk Folkeparti lydt i længere tid. Og det har fået Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen (S), til at spørge Finansministeriet, hvor meget det rent faktisk vil koste.

Svaret ligger et sted mellem 600 og 800 millioner kroner. Det viser et svar fra ministeriet underskrevet af finansminister Bjarne Corydon (S). Samtidig vurderer Finansministeriet, at en halvering af genoptjeningskravet vil indebære en reduktion i beskæftigelsen på mellem 1.700 og 2.500 personer:

»De eksisterende skøn peger i retning af, at en halvering af genoptjeningskravet for personer, der har opbrugt dagpengeretten, vil mindske den strukturelle beskæftigelse med 1.700-2.500 personer og indebære en svækkelse af de offentlige finanser på i størrelsesordenen 0,6-0,8 milliarder kroner strukturelt,« lyder det i svaret fra Finansministeriet.

Det understreges samtidig, at det skøn kun omfatter de direkte merudgifter til forsørgelse samt lavere beskæftigelse hos den gruppe af fuldtidsforsikrede personer, der ikke lever op til genoptjeningskravet på nuværende tidspunkt.

Længere nede i svaret understreger finansministeren, at det kan få større og bredere økonomiske konsekvenser, hvis genoptjeningskravet bliver halveret fra 52 til de 26 uger, som det var på, før VK-regeringen i 2010 lavede en ny dagpengereform med støtte fra Dansk Folkeparti og de Radikale.

»Empiriske studier fra udlandet tyder imidlertid på, at beskæftigelseskravet for optjening og genoptjening af dagpengeretten påvirker adfærden i hele arbejdsstyrken. Dermed kan et lempeligere genoptjeningskrav have større virkning på de offentlige finanser end angivet ovenfor,« lyder det fra Bjarne Corydon i svaret.

Også Enhedslisten og SF har slået på tromme for at få halveret genoptjeningskravet.