Mens en regulær hanekamp mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti i disse dage udkæmpes i Finansministeriet, husker tre tidligere ministre tilbage på dengang, de selv sad ved forhandlingsbordet med DFs Kristian Thulesen Dahl.
Når Thor Pedersen (V) tænker tilbage på den bedste tid i sit politiske liv, tænker han på sine seks år som finansminister fra 2001 til 2007.
Og han tænker på Dansk Folkeparti.
For mens finanslovsforhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti nu er gået i hårdknude, og særligt Dansk Folkepartis forhold til Liberal Alliance synes anstrengt, husker Thor Pedersen forhandlingerne som ganske gnidningsfrie, da han i sin tid sad over for Kristian Thulesen Dahl (DF).
Egentlig var det en let tid, husker han.
»Kristian Thulesen Dahl står tilbage som et behageligt minde for mig,« siger Thor Pedersen: »Jeg skulle løse opgaverne med Dansk Folkeparti som et meget vigtigt hjul på vognen. Det var et samspil som gik uden gnidninger gennem alle årene.«
Det var også en anden tid. Blå blok bestod af tre og ikke fire partier. Dansk Folkeparti var kun halvt så stort og uden større konkurrence på udlændingepolitikken. Venstre var op mod 10 procentpoint større end i dag og uden liberale udfordrere i Folketinget. Og så havde højkonjunkturen fast greb i Danmark.
Men nogle regler gælder uanset spillet. Og som Berlingske tidligere har fortalt, spiller personlige relationer indimellem en afgørende rolle i dansk politik.
Da Thor Pedersen trådte til som finansminister i slutningen af 2001, måtte han kassere den tidligere SR-regerings finanslov for i starten af 2002 at forhandle en ny på plads med DF, der ikke tidligere havde ageret parlamentarisk grundlag. Her kom den eneste udfordring, Thor Pedersen kan erindre.
»Vores første øvelse var skabe tillid. DF skulle gennemskue, om jeg var en finansminister, de kunne stole på eller ej. Det tog egentlig ikke lang tid at forhandle en aftalte på plads med DF dengang. Det var processen efter, der tog tid, fordi DF gik hvert ord igennem med en lup. De skulle være sikre på, at de ikke blev snydt,« siger han og fortsætter:
»Efter den første finanslov kom tilliden, og den holdt gennem alle de år, jeg var finansminister,« siger Thor Pedersen: »Der kom aldrig nogen kriser eller bomber hen ad vejen.«
Det kneb måske en anelse mere med forholdet mellem DF og Det Konservative Folkeparti, der var juniorpartner i VK-regeringen. De to partier tog – i lighed med LA og DF i dag – deres ture i 00erne. Ikke mindst, da DF i 2006 udtrykte mistillid til den daværende familie- og forbrugerminister, Lars Barfoed, der måtte forlade sin ministerpost. Senere blev han konservativ partiformand og fik andre, tungere ministerposter. Og Lars Barfoed har en lidt anden oplevelse af at forhandle med Dansk Folkeparti.
»De er stærke forhandlere, fordi de går lige til grænsen med deres krav. Men de ved også, at på et tidspunkt skal man indgå en aftale,« siger Lars Barfoed.
Ifølge ham ventede der altid en overraskelse fra Dansk Folkeparti i de sene timer.
»Når vi var lige ved at være færdige i forhandlingerne, ville en af DFs forhandlere sige: »Jamen der er lige en ting mere«. Så tænkte man »åhh«, men vi endte med at sige ja, fordi alle var trætte. Det var altid noget i småtingsafdelingen, der ikke ville flytte på økonomisk i den endelige aftale, men som var principielt for DF,« fortæller Lars Barfoed.
I størstedelen af VKO-tiden hed den konservative partiformand dog Bendt Bendtsen, og i hans tid gik DF med til det, der i dag synes ret så svært at få Thulesens opbakning til: Skattelettelser. I 2003 blev VK-regeringen nemlig enige om den såkaldte forårspakke, der ifølge beregninger fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos lettede skatten med 8,1 milliarder kr. målt i 2018-tal. Det skete bl.a. ved at hæve mellemskattegrænsen og indføre beskæftigelsesfradraget.
Bendt Bendtsen fortalte tidligere på året i et interview med Fyens Stifttidende, at han på et tidspunkt i VKO-tiden truede med at forlade regeringen, hvis ikke han fik skattelettelser. Men den tidligere konservative partiformand synes alligevel at komme med en slet skjult stikpille til Liberal Alliance, der under de igangværende forhandlinger står hårdest fast på skattelettelser. Partiet garanterer ikke at stemme finansloven, hvis ikke der lander en aftale inden jul.
»Hvis der skal landes en større skatteaftale, så hjælper det ikke noget, at man tror, at den kan offentliggøres mere eller mindre i pressen, før resultatet er på plads. Set udefra ser det ud til, at man i den grad mangler tillid til hinanden,« siger Bendt Bendtsen i en skriftlig kommentar:
»Tillid er ikke noget, som kommer fra den ene dag til den anden. Og en afgørende ting mere: Trusler duer ikke i politik og slet ikke offentligt. Det tilkommer ikke mig i den sidste ende at rådgive i denne sag. Det klarer man bedst på Christiansborg.«
Sidste år var dramaet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om muligt endnu større end i år. Liberal Alliance krævede topskattelettelser på fem procentpoint eller nyvalg. Kristian Thulesen Dahl afviste lige så bastant topskattelettelserne, men LA gik i regering, og valget blev afværget.
Men DF har flere gange tidligere i historien stemt for skattelettelser. Foruden i 2003 også i 2007 og 2009. Med den såkaldte forårspakke 2.0 i 2009 var Dansk Folkeparti endda med til at sænke skatten på den sidst tjente krone med mere, end hvad Liberal Alliance krævede sidste år.
Kristian Jensen (V), der som finansminister i disse uger skal forene LA og DF, kaldte det som skatteminister dengang for »den største enkeltstående sænkning af marginalskatten, der nogensinde er gennemført i Danmark«. Og det under overskriften »skattepolitisk revolution«.
Om der i næste uge venter en borgerlig skatterevolution eller slet ingen ting er endnu uvist.
