Siden 1980'erne er mere end 1123 mindreårige piger med indvandrerbaggrund fra ikkevestlige lande blevet viet i Danmark med et såkaldt kongebrev.

Mens pigerne har været under 18 år, har mændene været ældre - helt oppe i slut-30’erne.

Det skriver Berlingske, og en ekspert mener, at mange af pigerne har været udsat for tvangsægteskaber.

Voksne Sandra Berkan står i avisen frem og fortæller sin historie: Hun var blot 13 år gammel, da hun blev gift med sin 24-årige grandfætter i Marokko. Hun fik efterfølgende kongebrev og familiesammenføring med manden i Danmark, da hun var 16 år. 

Hun fortæller, at ansøgningen gled uproblematisk gennem systemet, og at myndighederne derved blåstemplede hendes tvangsægteskab som barnebrud. Hun kalder det »et utilgiveligt svigt af myndighederne«.

Selvom det igennem alle årene har været forbudt at gifte sig som mindreårig, så er det alligevel sket ved hjælp af et såkaldt kongebrev, som er en dispensation som enten Statsforvaltningen eller kommunen kunne give. 

Muligheden for at få et kongebrev blev først afskaffet i 2017 efter den såkaldte barnebrudssag. Sagen fik som bekendt et dramatisk politisk efterspil, idet tidligere integrationsminister for Venstre Inger Støjberg i Rigsretten blev dømt for at have givet en ulovlig instruks ved at kræve en adskillelse af alle flygtningepar med piger under 18 år, der kom til Danmark under flygtningekrisen i 2015. 

Det er i årtierne op til afskaffelsen af kongebrevet i 2017 - dvs. i 1980'erne, 1990'erne, 2000'erne og 2010'erne - at Danmark i praksis tillod barnebrude, ved at give dispensationer med kongebreve. Det samlede tal har ifølge Berlingske ikke før været offentligt fremme før.

Sandra Berkan blev gift som mindreårig og fik blåstemplet sit ægteskab af de danske myndigheder.
Sandra Berkan blev gift som mindreårig og fik blåstemplet sit ægteskab af de danske myndigheder. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

En del af pigerne har ifølge ekspert i tvangsægeskaber og lektor i socialt arbejde ved Professionshøjskolen i København,  Sofie Danneskiold-Samsøe, været udsat for vold og overgreb fra deres mand. Hun vurderer over for Berlingske, at mange af pigerne også er blevet gift med tvang.

»Aldersforskellen forstærker det ulige magtforhold i ægteskabet. De muslimske kvinder, som jeg har mødt, fortæller, at de fra dag ét i ægteskabet lærer, hvem der bestemmer i hjemmet. Volden begynder også med det samme og er en del af dagligdagen. De skal indordne sig under manden, der har fri adgang til sex,« siger hun til Berlingske.

Det var netop det, som Sandra Berkan oplevede. Hun fortæller til Berlingske, at brylluppet kom som et chok for hende. Som blot 13-årig skolepige skulle hun være kæreste for sin grandfætter på 24 år og stå til rådighed seksuelt. 

»Han gjorde det ikke med det samme, fordi jeg var bange og hunderæd. Han forsøgte, men jeg skubbede ham væk og ville slet ikke være der. Men så gik han ned og søgte råd hos familien. Hos min mor, mine brødre og hans egen mor. De sagde, at han bare skulle gå op og tvinge sig igennem. Og det gjorde han så. Han tvang sig på mig,« siger hun. 

Sandra Berkan fortæller også, at hun ikke måtte forlade sit værelse efter brylluppet: 

»Jeg skulle stå til rådighed for ham, som om jeg var en fange. Han kom konstant og skulle have sex med mig. Det var et overgreb. Og jeg kunne ikke gøre noget, da ingen var på min side. Ingen synes jo, at det her var forkert. Alle var enige om, at det her var det rigtige.«

Sandra Berkan er skilt fra manden i dag, og hun mener, at der skal laves en barnebrudskommission, så der placeres et ansvar, hvilket bakkes op af blandt andet Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg.