Schwarzenegger er der, John Kerry er der, Mogens Lykketoft er der: I Paris til klimaforhandlinger. De har alle et budskab med sig, men Lykketoft har også en opsang til Danmark med i ærmet fra New York.
Det er ikke fordi, der ligefrem er mangel på stjerner og superhelte på den store klimakonference i Paris, COP21.
Tirsdag kunne man få et glimt af den tidligere »Governator«, Arnold Schwarzenegger, og af den næsten lige så aldrende actionhelt Alec Baldwin. Begge superstjerner, som er bekymrede for klodens klima, bruger deres status til at skabe folkelig opbakning om sagen.
Den største stjerne i selve forhandlingerne er imidlertid den franske COP-præsident, den rundhovedede udenrigsminister og elegantier Laurent Fabius, som på bedste franske vis kindkysser med enhver miljø- eller klimaminister, der kommer i hans nærhed.
Fra den mest havtruede østat til storudledere som Kina og USA er der nærmest massiv opbakning til hans og værtslandets udpræget diplomatiske og høflige stil med håndsudrækning til alle nationer. Hvilket har skabt overraskende stor tiltro til, at det vil lykkes at finde fælles fodslag og lande en global klimaaftale i Paris fredag aften eller lørdag.
Det nærmeste, man kommer en dansk superstjerne på COP21, er – og hold nu vejret – nok den aktuelle formand for FNs generalforsamling, Mogens Lykketoft. Han er den højst placerede dansker i FN-systemet og en mand, der mandag holdt tale for repræsentanter for næsten 200 nationer i Paris side om side med FN-generalsekretær, Ban Ki-moon.
Verdensmanden Mogens
I sin skræddersyede habit og med sit brede smil ligner Mogens Lykketoft da også en verdensmand, da Berlingske møder ham i et larmende caféområde på COP21. Tilmed en optimistisk af slagsen:
»Der er ingen, som jeg taler med, der bare antydningsvist tror, at COP21 ender i et sammenbrud som i København. I går havde jeg en samtale med den kinesiske chefforhandler, og derfra var der entydig besked om, at det her nok skal lykkes. Kina er enormt vigtig – ikke bare fordi Kina er den største udleder, men også fordi de er opinionsledere med enorm indflydelse, ikke mindst på G77-gruppen af nationer, der i virkeligheden tæller 133 lande.«
Alvoren kommer imidlertid hurtigt over den forhenværende socialdemokratiske formand, da talen falder på den nye danske regerings falmende klimaambitioner og ditto nedskæringer i ulandsbistanden.
»Bevares, vi er da stadig langt fremme i forhold til de fleste,« siger Lykketoft.
»Men jeg forstår slet ikke logikken i regeringens signal. Der er en eksplosivt voksende forståelse i verden for, at der skal ske et grønt energiskifte, hvilket det her møde er et meget stærkt udtryk for. Det burde give Danmark en interesse i at bevare sin foregangsstatus, også af hensyn til beskæftigelsen.«
Du har tidligere i pressen antydet, at du næppe var blevet valgt som formand for generalforsamlingen, hvis udnævnelsen først havde fundet sted, efter den nye regerings beskæring i bistanden til bl.a. FN. Mener du virkelig det?
»Naturligvis havde de en god kandidat,« svarer han med et grin og fortsætter:
»Men i opløbet om at blive formand hørte jeg hele tiden om den enorme respekt, der er i FN-systemet om Norden og Danmark som foregangslande for alt, hvad der hedder udviklingsbistand, klima og bæredygtighed. Det var det renommé, der i høj grad førte til, at vi kunne få posten. Tilsammen har de nordiske lande været en absolut stormagt i at holde FN-systemet oppe, og derfor smerter det utrolig hårdt i FN, at alle de nordiske lande nu bremser op – og Danmark vist hårdest.«
Hvilke konsekvenser får det?
»Meget af det, der langsigtet skal skabe udvikling og forebygge nye konflikter, nye humanitære katastrofer og understøtte den klimaudvikling, som vi i disse dage prøver at blive enige om, det tager man nu ud af puljen. Den gigantiske humanitære krise, der udspiller sig i Mellemøsten, i store dele af Afrika og i Yemen, kræver simpelthen større international bistand.«
Flygtningekrisen må koste det, den koster
Har du ikke forståelse for regeringens udfordring med et stort antal asylsøgere?
»Jo, men så må vi betale. Så må vi sætte på pause, hvor meget vi får i vores egne lommer. Flygtningekrisen er også er et resultat af et Europa, der mærkeligt nok ikke har kunnet se det komme. Når 12 millioner er gjort hjemløse i Syrien, og fire millioner er flygtet til nabolandene, og når man ikke understøtte FN-systemet til bare at opretholde fødevarerationerne, så vil de sætte sig i bevægelse.
Hvis snakken om at hjælpe i nærområderne var blevet realiseret i tide, havde vi haft enormt mange ressourcer til anstændigt at håndtere den humanitære katastrofe i regionerne. Nu har vi i stedet påtaget os noget, der er meget dyrere, meget mindre hensigtsmæssigt og politisk dybt problematisk, nemlig ved at få bølgen ind til os selv.«
Helt overordnet – vil det i årtierne fremover være muligt for Danmark at opleve økonomisk vækst, samtidig med at levestandarden forbedres for milliarder i bl.a. Asien og Afrika?
»Jeg har sagt det før, lidt tilspidset, at når et par milliarder mennesker i bl.a. Asien rækker ud efter vores levevis, så er to ting helt sikkert: De kan ikke få den, og vi kan ikke beholde den.«
100 mand og en minister
Kort efter går USAs udenrigsminister John Kerry gennem de summende konferencehaller med et mindst 100 mand stort følge efter sig.
Danmarks ditto af slagsen, Kristian Jensen (V), er omringet af knap så mange embedsmænd på COP21. Til gengæld er han til at få i tale og svare på, hvordan har det med at stå i et centralt FN-område med ansvaret for at have skåret Danmarks udviklingsbistand til bl.a. FN ned med milliarder:
»Jeg står her med rank ryg og stolthed over, hvad Danmark har været med til at levere. Vi leverer stadig et substantielt bidrag. Jeg havde gerne set, at dansk bistand i højere grad var gået til hjælp ude i verden. Men med den indstrømning, vi har fået af asylansøgere, har det været nødvendigt at lave en omprioritering inden for den samlede udviklingsramme. Mit håb er, at vi i løbet af 2016 og 2017 får ændret den udvikling, så vi kan begynde at se fremad og lave investeringer i udlandet, meget gerne gennem FN.«
Onsdag lander et nyt udkast til en global klimaaftale på ministres og forhandleres borde i Paris. Hvilket rummer den risiko, at den optimistiske stemning for første gang får et knæk på COP21.
Hvorefter COP-præsident Laurent Fabius får brug for al sin franske snilde og charme.
