Venstres bagland er i massivt oprør, og medlemmer flygter fra partiet.
Mandag aften indkaldte V-formand Jakob Ellemann-Jensen til møde i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse for at forklare, hvorfor han har givet afkald på kravet om en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen.
B.T. bringer her Ellemanns udsagn fra mødet i Forretningsudvalget på baggrund af en lækket lydoptagelse.
Hans argumenter handler blandt andet om at få massive skattelettelser gennemført, men det handler også om at redde en vælgergruppe, landmændene, fra Enhedslistens og Alternativets klimapolitik.
Jakob Ellemann-Jensen sagde:
»Der er ikke sådan en spar to, der rydder hele bordet. Der er ikke ét krav, der er ultimativt, og som trumfer alle andre. Derfor gik jeg også ud i går, da Moderaterne havde været ude og afmontere det her, og sagde, det er sådan, virkeligheden er.
Det er der selvfølgelig kommet en række reaktioner på. Og jeg forstår i den grad de reaktioner. Og jeg forstår godt dem, der siger, at prøv og hør, så er det vigtigere at stå på sine principper, og så må man stå udenfor, vel vidende at der ikke kommer en undersøgelse.
Jeg forstår godt den holdning. Jeg deler bare ikke den holdning. Dem, jeg ikke forstår, det er dem, der siger, vi må stå på vores principper og få sådan en undersøgelse. For den kommer ikke. Men jeg forstår godt det andet synspunkt, så fred være med det.
Jeg forstår også godt frustrationen over, at vi ikke får sådan en vurdering. Fordi det synes jeg, vi har behov for. Og som jeg også har sagt, jeg synes, det ville være den bedste måde at komme videre fra den her sag på, og få sat et ordentligt og (hoster) værdigt punktum.
Det, som jeg synes er endnu vigtigere, det er, at minkavlerne kan få deres erstatning noget hurtigere. Og det arbejder vi på inde i lokalet. I må undskylde, jeg har også lidt hoste. Det hævdes ikke at være corona ifølge den test, jeg har taget, men det vil vise sig.
Hvad er det så ellers, der er på bordet derinde. Fordi det begynder jo at snerpe derhenad. Er det sandsynligt, at vi går i regering med Socialdemokraterne? Ja, det er sandsynligt. Er det sikkert, at vi går i regering med dem? Nej, det er ikke sikkert.
Men jeg vil prøve at tegne et lidt overordnet billede af, hvad det er for nogle ting, som er på bordet.
Noget af det, vi diskuterer, det er, vil jeg sige, en stærk række af resultater, men noget af det er en reform af den offentlige sektor på centrale velfærdsområder.
Hvor vi giver mulighed for mere frit valg, hvor vi sætter den offentlige sektor mere frit på sundhed og på ældre. Så er det ganske omfattende skattelettelser.
Nej, jeg kan lige sige om de skattelettelser, at de er forskellige steder. Det er selvfølgelig i bunden, som er det vigtigste for os, så det bedre kan betale sig at arbejde. Det er også i toppen, sådan så vi kan få noget arbejdsudbud, som vil sikre, at det kan betale sig at yde en ekstra indsats.
Vi ser også, eller vi forhandler også, omkring generationsskifte på skatten. Noget, som betyder meget for familieejede virksomheder særligt i landdistrikterne, fordi det altså er af forudsætning for at fastholde virksomheder de steder, hvor de nu engang på grund af familiens generation har valgt at placere sig.
Så er der en ganske stærk reform også med et ret massivt arbejdsudbud, og det er klart, at det skal være mere ambitiøst end – dels det, vi gik til valg på – men også mere ambitiøst end den afgående regering og den forrige regering.
Så kan man mene, at der skal da heller ikke så meget til. Det korte af det lange er, at der er brug for reformer, hvis vi skal sikre det arbejdsudbud, som altså skal til for også at kunne tilfredsstille danske virksomheder og efterspørgslen på offentlige arbejdspladser.
Så er der en række tidsler, som vi også ønsker at få fjernet … på det næste møde kommer jeg nok ikke til at gå i mange detaljer om det, men selvfølgelig taler vi om tvangsfordeling af gymnasieelever, vi taler om forskellige andre ting, som er vigtige for os at få fjernet.
Og så vil jeg sige, at det bliver nok en markant anderledes klima- og energipolitik med Venstre ved bordet, end det bliver, hvis Mette Frederiksen skal danne regering på baggrund af Enhedslisten og Alternativet.
Det her, det er noget, som fylder rigtig meget i store dele af vores bagland, altså hele vores landbrugsbagland. Og det forstår jeg godt, for der er en bekymring for CO₂-afgiften.
Det forhandler vi. Det drøfter vi. Det kæmper vi meget hårdt for, skal jeg sige. Og hvis ikke vi er der, så bliver det udformet af nogen andre. Det ville jeg være bekymret ved. Og mere bekymret, end godt er.
Forsvar, det er også vigtigt for os at få fremrykket vores investeringer i forsvaret, så vi ikke skal vente til 2033 med at komme op på de to procent af BNP i forsvarsudgifter. Det handler simpelthen om at passe på vores land.
Og så taler vi også om uddannelserne, om nytænkning af uddannelserne, og nogle ting omkring SUen, også. Og nu har jeg tænkt sådan lidt overordnet om de her emner; nogen vil måske mene, at jeg taler lidt i koder omkring det. Og det håber jeg på, er okay med jer, fordi jeg glæder mig til at kunne blive konkret om det, men det mener jeg altså ikke, at vi kan lige nu.
Vi har haft den fordel i de her forhandlinger, at der faktisk ikke er ting, der er blevet lækket. Der er ting, der er blevet sagt af partier, der er gået ud. For eksempel har SF brokket sig noget over topskattelettelser. Det kan da godt være, de har ret i det. Men der er ikke sluppet noget ud fra forhandlingerne.
Jeg vil bare sige, at den samlede pakke, som vi kigger ind i her, er en pakke, som vi efter min bedste vurdering ikke ville kunne få igennem, hvis vi havde 90 og ikke 72 blå mandater.
Jeg tror ikke på, at vi kunne få det igennem med de blå partier alene, og det er jo det, som skal være målestokken. Det skal være forudsætningen for, at det er en god idé at indgå i et regeringssamarbejde. Som sagt, vi har ikke skrevet under, om man så må sige, men det bevæger sig i retning af noget, som jeg synes, at vi kan møde med oprejst pande og med rank ryg.
Og så vil jeg meget gerne høre kommentarerne og tilråbene derude. I kan række hånden op inde på chatfunktionen, eller hvad den nu hedder,« afslutter Jakob Ellemann-Jensen.
Herefter tager medlemmer af forretningsudvalget ordet på skift.
Der er medlemmer, der bakker op om formandens forsøg på at indgå i en midterregering, med Mette Frederiksen, og der er medlemmer, der er skeptiske.
Men langt størstedelen af taletiden bliver brugt på at forklare den store frustration over, at Ellemann har droppet kravet om en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen.
Særligt processen omkring Ellemanns udmelding får kritik af medlemmer. De forklarer, at deres baglande er i oprør over beslutningen.
De kritiserer, at Venstres ledelse ikke har klædt dem på til at kunne forklare kovendingen i minksagen til deres lokale medlemmer.
At der er et kæmpe problem i, at Ellemann ikke har kunnet forklare, hvorfor man forlader en principiel sag om en advokatvurdering i minksagen. Et medlem siger, at han aldrig før har fået så mange henvendelser fra lokale Venstre-folk.
Et medlem spørger Jakob Ellemann-Jensen, hvad der har ændret sig, siden formanden ikke længere mener, at minksagen er vigtig.
Flere deltagere beretter om, at Venstre-medlemmer melder sig ud af partiet med løftebruddet i minksagen som begrundelse. Derfor frygter de en medlemsflugt.
»Det er stærkt bekymrende, hvad jeg fornemmer i baglandet lige nu. Det er mange mennesker, som er aktive, og folk, som har været her i mange årtier, som begynder at reagere nu. Så jeg frygter en åreladning,« siger et medlem.
Læs mere om deres kritik her.
Efter at alle har fået mulighed for at tale, tager Jakob Ellemann-Jensen igen ordet:
»Jeg forstår godt bekymringerne og frustrationerne. Jeg forstår godt, at der er behov for at forklare bedre, hvorfor man må gradbøje principper. Som en klog mand sagde engang, så er det bedre at tabe ansigt end at tabe hovedet, og det tror jeg også, at det er i den her sag.
Lad os tage en gruppe, som er i familie med minkavlerne. Dansk landbrug. Vi kan godt stå på det princip, som vi i øvrigt ikke får noget ud af. Vi kan godt stå på det princip og være standhaftige og være dumstædige i min optik og så få nedlagt dansk landbrug af Enhedslisten og Alternativet. Det er simpelthen ikke den bedste interessevaretagelse for Venstres medlemmer af mig som formand, hvis jeg vælger den vej.
Derfor har jeg valgt en anden vej. Det er lederskab. At udøve lederskab er også at løbe en risiko. Det er jeg helt opmærksom på. Det kan jeg kun gøre, så længe tilliden er der til, at jeg gør det. Den tillid ønsker jeg ikke at gamble med. Det er også derfor, at vi havde det hovedbestyrelsesmøde i sidste uge.
Hvornår gik det op for os, at mink ikke var vigtigt? Det er vigtigt. Men som jeg sagde det meget tydeligt, også på det møde, så er der ikke noget, der er så vigtigt, at det trumfer alt andet. Der er ikke noget, der er en sparto, som rydder pladen.
Hvis vi kan få noget på arbejdsudbud, hvis vi kan få noget på CO₂-afgift, hvis vi kan få noget på skattelettelser, hvis vi kan få noget på reform af velfærdssamfundet, hvis vi kan få noget på at nytænke uddannelserne, hvis vi kan få noget på forsvarsudgifterne, hvis vi kan få det. Så synes jeg ikke, at jeg varetager Venstres medlemmers og vælgeres interesser ordentligt, hvis jeg siger, det kan være lige meget, fordi jeg har mine principper.
Det synes jeg ikke, og det er klart, det er kun min vurdering, men det skal vi vurdere i fællesskab.
Men der er ikke ultimative krav, og det her gør rigtig, rigtig ondt. Det er en vej ned fra et træ, som er belagt med mange grene, som vores hoveder støder ind i undervejs. Jeg vil bare sige, jeg havde ikke valgt at træffe den beslutning, hvis jeg ikke troede på, det var det rigtige.
Det var ikke den nemme beslutning. Den nemme beslutning var at sætte mig over til de andre i den blå flok med armene over kors og sige til regeringen: Det kan I selv være.
Jeg vil bare minde om, at mulighederne for at få noget til at hænge sammen i den blå blok er relativt begrænset. Udspringende med den sidste del af valgkampen og hele det her med kongelig undersøger og så videre.
Der er simpelthen ikke et fælles projekt, og hvis der var et fælles projekt, så hviler det på 72 mandater. Vi er gået tilbage igen ved det her folketingsvalg. Det bliver vi også nødt til at tage med i perspektivet.
Det er derfor, jeg mener, at det her er den rigtige vej at gå, og som flere af jer siger, er det et point of no return, eller terningerne er kastet, eller hvad vi skal sige. Ja, det er det, og det må vi stå igennem sammen.
Jeg ved, der lander mange bank og spørgsmål på jer, og jeg vil sørge for at få sendt talepinde eller andet ud til jer derude, så I kan svare jeres medlemmer.
Jeg forstår godt frustrationerne. Jeg forstår godt raseriet.
Undskyld, at jeg cutter den af nu, men vi skal ind i det andet møde.«
Et medlem af Forretningsudvalget afbryder: »Jakob, må jeg ikke lige få svar på mit spørgsmål om regionerne?«
Jakob Ellemann-Jensen: »Jo, det er noget, der bliver forhandlet. Fordi der er en, fra et af de andre partier, der hedder Moderaterne, som gerne vil have nedlagt regionerne. Derfor er det noget, som forhandles.«
Spørgsmål fra medlemmet: »Det er ikke os, der har bragt det på bordet?«
Jakob Ellemann-Jensen: »Nej, der er opstået noget i fællesskab mellem V og S i en diskussion, hvor vi har siddet og talt frem og tilbage om forskellige muligheder. Men altså, der er en ved bordet, som gerne vil have nedlagt regionerne. Der er forskellige konstellationer i spil derinde, og andet kan jeg ikke sige om det lige nu.«
Medlemmet tilføjer: »Jeg vil anbefale dig at få det orienteret ud i organisationen på et tidspunkt. Det kommer til at give store dønninger, når det ikke på nogen som helst måde er italesat. Bare lige mit input.«
»Det er jeg smerteligt bevidst om. Vi ses på det næste møde,« svarer Jakob Ellemann-Jensen med henvisning til, at de efter mødet skal deltage i et nyt møde i Venstres hovedbestyrelse.
