Seks af landets 98 kommuner har mandag fået lov til at hæve skatten næste år.

De seks kommuner havde søgt om at forhøje skatten med i alt 132,6 millioner kroner til sammen, og det har de nu fået grønt lys til fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Dermed kan Guldborgsund, Faaborg-Midtfyn, Ærø, Syddjurs, Ringkøbing-Skjern og Hjørring alle skrue på skatteskruen det kommende år.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) er tilfreds med, at så få kommuner søgte om lov til at kræve mere i skat. De 132,6 millioner kroner er således omkring 100 millioner kroner mindre end sidste år.

»Det glæder mig, at kun få kommuner ønsker at øge skatten til næste år, og at forventningerne om skattestigninger er mere beskedne end sidste år,« siger han i en skriftlig kommentar og uddyber:

»Samtidig sørger vi for, at de kommuner, som nu sænker skatten, vil modtage et tilskud. Det tilskynder de kommuner, der har mulighed for det, til at sætte skatten ned. Alt sammen er det med til at sikre fleksibilitet, når skatteniveauet skal fastsættes på rådhusene,« siger økonomi- og indenrigsministeren.

Muligheden for at hæve skatten kom i stand i regeringens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2015. Her fik kommunerne lov til at hæve skatterne for samlet op til 150 millioner kroner.

Aftalen medfører dog også, at alle landets kommuner skal holde den samlede kommuneskat i ro, hvis der ikke skal komme sanktioner, og derfor skal KL og kommunerne nu forsøge at koordinere, at andre sænker skatten, så man samlet set udligner stigningen i de seks kommuner.

Selv om de seks kommuner har fået lov til at hæve skatten, er det ikke sikkert, at de gør det for hele beløbet.

FAKTA: Så meget hæver de skatten

Guldborgsund - 43,5 millioner kroner.

Faaborg-Midtfyn - 5,5 millioner kroner.

Ærø - 2,7 millioner kroner.

Syddjurs - 12,6 millioner kroner.

Ringkøbing-Skjern - 36,7 millioner kroner.

Hjørring - 31,6 millioner kroner.

I alt - 132,6 millioner kroner.

KILDE: Økonomi- og Indenrigsministeriet

BNB