Sagen om Anna Mee Allerslev er ikke den eneste københavnske skandalesag. Det særlige bystyre indbyder ligefrem til konflikter og intriger, siger kilder.
Martin Geertsen var i ti år valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Venstre. I de seks var han borgmester for kultur og fritid.
»Jeg har prøvet lidt af hvert i politik, men rådhuset i København er det hårdeste sted, jeg har oplevet. Det er suverænt det sted, hvor der bliver tacklet hårdest igennem,« siger Martin Geertsen, som i dag sidder i regionsrådet i hovedstaden og tidligere har været medlem af Folketinget.
Uddannelsesminister Søren Pind, som Geertsen i mange år kørte parløb med, har sagt det endnu hårdere. På Twitter skrev han, efter at Anna Mee Allerslev for nylig måtte gå af som borgmester: »Jeg glædes med jævne mellemrum over at have lagt min tid på Københavns Rådhus langt bag mig. Det giftigste sted i dansk politik.«
Og det giftige har ikke rod i det, der foregår ved politiske forhandlinger eller under møderne i Borgerrepræsentationen. Det er alt det, der foregår udenom, der gør rådhuset så giftigt. Først og fremmest kampen om magten. Martin Geertsen giver et eksempel:
Et stykke tid efter, at han var fratrådt som borgmester, blev han ringet op af journalist Jan Kjærgaard fra Ekstra Bladet, som var berømt og berygtet for sine hårdtslående personhistorier. Kjærgaard havde hørt, at Pind og Geertsen havde nydt en forfriskning hjemme i Søren Pinds lejlighed i Vester Voldgade.
Det kunne Geertsen på ingen måde afvise. Men at Pind efter mange flere forfriskninger ud på aftenen skulle have ringet til brandchefen hos Københavns Brandvæsen for at skaffe en liggende persontransport til den døddrukne Martin Geertsen, kunne han på det bestemteste tilbagevise som det pure opspind. Historien i Ekstra Bladet blev ikke til noget.
»Men det er jo ikke noget, Kjærgaard finder på af fri fantasi. Han har det et eller andet sted fra,« siger Martin Geertsen.
På samme måde kan man spørge, hvordan oplysninger om Anna Mee Allerslevs bryllupsreception havnede i BT. Hvordan kom det frem, at daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i sin tid brugte de hjemløses penge til en rejse? At Morten Kabell er utilfreds med overboens altan? Og at Frank Jensen dansede for tæt med damerne ved julefrokosten?
Ifølge Martin Geertsen er der især tre årsager til, at knivene på rådhuset ofte sidder i ærmet. Landets hovedstad tiltrækker sig altid mere opmærksomhed, og mange journalister bor i København og har en naturlig interesse i bystyret.
»Men det vigtigste er nok, at man har syv selvstændige forvaltninger med syv selvstændige afdelinger med spindoktorer, som er blevet mere professionelle ad åre. Det er opskriften på konflikter,« siger Martin Geertsen.
I fire år sad Kasper Fogh Hansen, der i dag er pressechef i tænketanken CEVEA, som presserådgiver for overborgmester Ritt Bjerregaard. Han er enig i, at rådhuset var et giftigt sted, men undrer sig over, at det netop er Geertsen og Pind, der nu beklager kulturen på rådhuset.
»Ingen af de to var vist kostfornægtere, når det kom til den hårde side af rådhusets politiske liv,« siger Kasper Fogh Hansen.
Da Ritt Bjerregaard var overborgmester, satte hendes filosofi om, at politik bedst udvikler sig gennem konflikt, sig i gennem på rådhuset. Forvaltningerne bekrigede hinanden på en – for mange – meget ukonstruktiv måde.
I dag mener mange, at det faktisk er blevet meget bedre. Radiovært og liberal blogger Jarl Cordua, som i en årrække havde sin gang på rådhuset, siger:
»I Kramers og Pinds tid var der masser af historier og hårde tacklinger. I dag er der en anden respekt for hinanden, og politikerne er blevet dygtigere.« Anna Mee Allerslevs lån af lokaler var for år tilbage aldrig blevet til en sag, mener Jarl Cordua.
»I gamle dage brugte de løs af alt muligt, i dag tør de knap holde en konference med andet end hvid vand og kaffe. Barren er sænket, og der er langt mindre tolerance for, hvad man bruger skatteborgernes penge til,« siger han.
På den ene side betyder sagerne, at forhold, som kan være kritisable, kommer frem i lyset, hvilket de fleste vil synes, er godt. På den anden side betyder det, at billedet af hovedstadens bystyre mildest talt kan forekomme miserabelt.
Hvis man udelukkende tager de sager, som handler om borgmestres moral, de såkaldte »normskandaler« – i modsætning til politiske skandaler – viser en hurtig og ufuldstændig overflyvning, at Københavns Rådhus er leveringsdygtig i temmelig mange. Og de har det med at komme kort før et valg.
Der var sagen om miljøborgmester Winnie Berndtson, som i 2003 var udset til at tage over efter overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Men så kom det frem, at hun havde siddet for bordenden i det ansættelsesudvalg, som havde ansat den konstituerede direktør Hjalte Aaberg som ny direktør.
Borgmesteren havde blot glemt at oplyse, at hun var inhabil, fordi hun gennem længere tid havde haft et kæresteforhold til Aaberg. Da Ritt Bjerregaard kom til, blev Berndtson kørt ud i kulden.
Derefter var det Jens Kramer Mikkelsen, der kom i fedtefadet, da det kom frem, at han havde brugt 50.000 kroner, som han ellers havde lovet at donere til de hjemløse, på en familierejse til Australien.
Senere donerede han efter hårdt pres pengene fra en pris til de trængende husvilde.
Da spindoktorernes rolle i 2011 igen var til debat, fortalte Søren Pind i en blog, at han på rådhuset var blevet offer for en smædekampagne orkestreret af Carsten Mai-Jørgensen, som på det tidspunkt var rådgiver for Kramer Mikkelsen.
Ifølge Pind henvendte Mai sig til både Jyllands-Posten og Berlingske med oplysninger om, at Pind besøgte prostituerede. Og som om det ikke var slemt nok, skrev Pind, så skulle han også ifølge spindoktoren have betalt dem med sit kommunale kreditkort.
Jyllands-Posten søgte aktindsigt, og det værste, de ifølge Søren Pind fandt, var tre Cohiba-cigarer.
Så var der Enhedslistens skoleborgmester, Per Bregengaard, der forsøgte at hjælpe sin datter med at få job i sin forvaltning. Der var Frank Jensen, som gik lidt for tæt på de kvindelige ansatte ved julefrokosten og senere måtte undskylde.
Der var – ud over Anna Mee Allerslevs brug af rådhuset til sit bryllup – også hendes forsøg på at fremme en byggesag, som hendes ven havde med kommunen.
Og senest er der teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, som har stillet spørgsmål til sin egen forvaltning om sin overbos altan, der angiveligt skygger for solen i soveværelset.
Sune Prahl Knudsen, tidligere presserådgiver i Københavns Socialforvaltning, er ikke overrasket over den giftige kultur på rådhuset. Den kommer ikke af sig selv, skriver han i et debatindlæg i Berlingske.
Han kalder strukturen »skadelig« og beskriver, hvordan man som presserådgiver kunne skubbe uheldige sager over til de andre forvaltninger med det resultat, at ingen blev gjort ansvarlig.
Martin Geertsen indrømmer, at han selv og Søren Pind også var nogle børster i den politiske kontaktsport på Rådhuset.
»I Folketinget har man den struktur, at man enten er i regering eller i opposition. Hvis man som opposition går hårdt til regeringen, er det altid med den stopklods, at man kan ende med selv at sidde der. På Københavns Rådhus er ansvaret smurt meget tyndere ud.«
