Homoseksualitet er for tabuiseret i de danske indvandrermiljøer, mener SFs Pia Olsen Dyhr og Özlem Cekic. De efterlyser nu handling fra imamer, foreninger og organisationer. For letkøbt, lyder en reaktion.

Homofobi, social kontrol og tabuer fylder for meget i indvandrermiljøer og forhindrer unge homoseksuelle med anden etnisk baggrund i at leve det liv, de ønsker. Og problemet skal løses internt i miljøerne, mener SFs formand Pia Olsen Dyhr og partiets ligestillingsordfører Özlem Cekic. Det skriver Berlingske.

De sender ansvaret videre til blandt andet indvandrerorganisationer, etniske foreninger og imamer i et debatindlæg i Berlingske lørdag, hvor Copenhagen Pride ruller gennem Frederiksberg og København.

»Lad os sige det, som det er: I nogle indvandrermiljøer i Danmark levnes der ikke meget rum for som ung at forelske sig i den, man ønsker, eller at leve det liv, man vil. Slet ikke som homoseksuel,« skriver de to SFere og fortsætter:

»Vi må kraftigt opfordre til, at centrale personer og institutioner i indvandrermiljøerne nu melder sig på banen. Der er blevet lurepasset alt for længe. Hvor er de stemmer? Vi skal insistere på en holdningsændring – og på at nogen faktisk stiller op og ønsker at tage dialogen, når vi åbner dørene til moskeer, foreninger eller klubber.«

En af dem, der har kastet sig ud i debatten, er Naveed Baig, imam på Rigshospitalet og næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter. Sidste efterår argumenterede han offentligt for, at man godt kan være homoseksuel og muslim på samme tid, hvilket dengang affødte kritik fra flere andre imamer. Naveed Baig medgiver, at homofobi og tabuer eksisterer i minoritetsmiljøerne – men løsningen er ikke et debatindlæg, fastslår han.

»Udfordringerne skal løses via samarbejde i stedet for at lange ud efter foreninger, imamer og minoriteter. Jeg synes, det er lidt for letkøbt for politikere at skyde ansvaret hen på imamer og muslimer og sige, at de ikke gør nok. Og når politikerne taler om indvandrermiljøet, mener de så kun muslimer, eller hvad med eksempelvis de afrikanske kristne menigheder, de jødiske foreninger eller polske katolikker,« spørger Naveed Baig.

I hans optik sker dialogen allerede – bare ikke for rullende kameraer.

»Efter mit indlæg sidste år har jeg debatteret det her næsten alle steder, jeg kommer, i foreninger og i moskeer. Der er mange kompetente og lærde imamer, der er meget opmærksomme på spørgsmålet om anderledes seksuelle forestillinger. Det er min opfattelse, at det her bliver diskuteret på mange niveauer, men det er, som om at det ikke er godt nok, hvis man ikke melder ud offentligt i medierne,« siger han.

At emnet er ømtåleligt i visse etniske minoritetsmiljøer er imidlertid tydeligt. Berlingske har været i kontakt med flere imamer og etniske minoritetsforeninger, der ikke ønsker at udtale sig om emnet eller deltage i debatten.

Hos Sabaah, en forening for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund, fortæller kommunikationsansvarlig Fahad Saeed, at mange af deres medlemmer må leve et dobbeltliv.

»I mange etniske minoritetsmiljøer taler man ikke om sex og kærlighed generelt, og det er et problem, hvis man ikke passer ind i det normative seksualitetsmønster, og det gør man jo ikke, hvis man er homoseksuel eller biseksuel. Mange af vores medlemmer er i konflikt med deres familier, de lever et liv i skam og føler, at de ikke er rigtige,« siger Fahad Saeed.

Han bakker op om opfordringen fra de to politikere:

»Det vil helt sikkert give resultater, hvis flere i de etniske minoritetsmiljøer begynder at diskutere det her. Det kræver, at man tager kampen op med de meget konservative opfattelser af køn og seksualitet, og det handler ikke kun om homoseksualitet, men faktisk al slags seksualitet.«

SFs formand, Pia Olsen Dyhr, fastholder, at repræsentanter i indvandrermiljøet skal tage ansvar.

»Vi insisterer på, at man aktivt i foreningerne åbner op og tager snakken og tager afstand fra de indskrænkelser, der er i unges frihed. Det er dér, bolden ligger, og vi forventer faktisk, at der sker noget,« siger hun.

Spørgsmål: Er det ikke lidt letkøbt for dig som politiker at sige, at der er et problem, og så sende ansvaret videre til indvandrermiljøerne?

»For os handler det om frihed og om at bekæmpe alt, der begrænser folks frihed. Vi ville gøre det samme, hvis det var kristne fundamentalister eller forstokkede konservative, og vi tager fat hver gang, der er en politiker fra højrefløjen, der siger noget homofobisk. Vi må have tabuer og fordomme væk, og det gør man ikke ved at lovgive om det, men ved at tage dialogen offentligt.«

Spørgsmål: I jeres indlæg nævner I imamer og moskeer. Er det her et muslimsk problem?

»Nej, det er ikke et religiøst problem, men et kulturelt problem. Derfor må vi tage det som en kulturel debat,« siger SF-formanden.

Med den skarpe opsang til indvandrermiljøet synes Pia Olsen Dyhr at gå i fodsporene på forhenværende SF-formand Villy Søvndal, der i foråret 2008 førte partiet ind på en strammere kurs i integrationsdebatten.

Han høstede både overskrifter og fremgang i meningsmålingerne, da han bad »mørkemændene« i Hizb ut-Tahrir om at »skride ad helvede til« og senere fastslog, at det ikke kun skyldes sociale, men også kulturelle problemer, når integrationen slår fejl.