Morten Østergaard er virkelighedsfjern, mener SF-formand Pia Olsen Dyhr, der tager afstand fra forslag om at stramme dagpengereglerne yderligere.

De Radikales forslag om at stramme dagpengereglerne for at få de ledige til at bidrage mere bliver prompte afvist af SF.

»Man må sige, at det er en hån mod de mange arbejdsløse, som mistede deres job under krisen. De søger jo i hele landet og kan alligevel ikke finde et job,« siger partiformand Pia Olsen Dyhr (SF) til TV 2 News.

Afvisningen kommer, efter den radikale partileder, Morten Østergaard (R), i Jyllands-Posten fredag tager forskud på den økonomiske 2025-plan med et forslag om at stramme blandt andet rådighedsreglerne. De nuværende regler betyder, at ledige skal være parate til at rejse tre timer med offentlig transport dagligt.

»Det er interessant, om man via rådighedsregler og andre ting sikrer, at det arbejde, der er, bliver taget,« siger Morten Østergaard til avisen.

Han mener, at der er ledige, som ikke er villige til at rejse langt nok for at få et arbejde. Som eksempel nævner han virksomheden Novo Nordisk, som ifølge Morten Østergaard har problemer med at rekruttere arbejdskraft til Kalundborg.

Men det argument køber Pia Olsen Dyhr ikke.

»Det virker som om, at de Radikale ikke har været ude i virkeligheden særlig længe,« siger hun til TV 2 News.

»Jeg synes ikke, man tager de arbejdsløse alvorligt, når man siger, man vil stramme reglerne yderligere. Det viser, at de Radikale ikke vil forbedre systemet, men udhule det,« tilføjer SF-formanden.

Efter valget skal regeringspartierne blive enige om den økonomiske 2025-plan. En af de Radikales målsætninger er, at mindst tre millioner danskere skal have et arbejde i 2025.