SF vil stille et beslutningsforslag, som skal presse regeringen til at se på øremærket barsel til mænd, efter det radikale bagland har slået fast, at det er partiets politik.

Det er glædeligt at se, at det radikale bagland slår fast, at øremærket barsel til mænd er en del af partiets politik.

Det siger SFs ligestillingsordfører, Özlem Sara Cekic (SF), efter de Radikale søndag på weekendens landsmøde vedtog barsels-formuleringen som en del af partiets officielle politik. Det til trods for, at partileder Morten Østergaard (R) har meldt klart ud, at han ikke vil arbejde for øremærket barsel til mænd.

»Det har Socialdemokraternes bagland også ønsket, og så håber jeg, at regeringen indser, at de sammen med SF og Enhedslisten har et flertal, hvis de vælger at øremærke barsel til mænd,« siger Özlem Sara Cekic, som efter den radikale beslutning snart vil stille et beslutningsforslag i Folketinget.

»Jeg er meget åben for at tænke flere forskellige modeller i forhold til indfasning eller overdragelse af noget af barslen til mor - bare det kommer i gang,« siger hun og kalder det en »historisk mulighed for at sikre øremærket barsel til mænd«.

De radikale ønsker konkret, at op til tolv uger af barselsperioden efter barnets fødsel sikres til hver forælder, for som situationen er i dag, er der for mange steder på arbejdsmarkedet, hvor mænd reelt ikke har muligheden for at tage barsel, lød argumentet på landsmødet.

Det blev søndag vedtaget med et overvældende flertal, hvilket dermed går imod den linje, som den Morten Østergaard lagde, da han efter overtagelsen fra Margrethe Vestager blev spurgt til netop den øremærkede barsel.

»Jeg vil altså ikke trave helt ind i dagligstuen og træffe den beslutning på vegne af de danske familier,« sagde Morten Østergaard i et interview med Politiken.

Øremærket barsel til mænd fremgik af SRSF-regeringens regeringsgrundlag, men for cirka et år siden blev planerne droppet, dengang til stor utilfredshed i det radikale bagland, hvor flere tordnede mod ledelsen på partiets landsmøde.

Som plaster på såret foreslog regeringen i stedet at indføre en skattefradragsordning, så familier, der delte barslen mere lige, ville få en kontant bonus på 100 kroner om dagen. Få måneder efter - i forbindelse med finanslovsforhandlingerne - røg den idé imidlertid også i skraldespanden.

Özlem Sara Cekic håber på, at regeringen alligevel vil ændre holdning.

»Jeg håber, at man kan se, at øremærket barsel ikke er en tabersag. Det er en af de allervigtigste ligestillingsdagsordener, der er,« siger hun.