Mandag er det præcis 70 år siden, at Nazitysklands besættelse af Danmark fik en ende. Det markerer regeringen ved blandt andet at uddele en »ekstraordinær hædersgave« på 10.000 skattefrie kroner til »modstandsfolk, KZ-fanger, krigssejlere og deres enker«, skriver Berlingske.
Ifølge beskæftigelsesministeren er 70-årsdagen ved at være sidste udkald for at udvise taknemmelighed.
»Mange af de her personer vil ikke opleve flere jubilæer, og vi skylder dem og deres enker at påskønne det, de gjorde. Det er helt afgørende, at vi bliver ved med at være taknemmelige og hædre dem. For de havde modet til – med livet som indsats at gøre en forskel i en af de mørkeste perioder i Europas historie, og det er blandt andet på grund af dem, at nazismen ikke fik lov til at få overtaget,« siger Henrik Dam Kristensen (S).
»Jeg tror, det stadig betyder rigtig meget for dem, at der bliver husket på, at de gjorde en forskel. Og at vi på alle mulige måder viser vores taknemmelighed.«
Den ekstra hædersgave til modstandsfolkene og deres efterladte beløber sig ifølge ministeriet til en ekstraudgift på 16,5 millioner kroner, som finansieres af midler fra bevillingen til indsats ved større afskedigelser.
Pengene uddeler Beskæftigelsesministeriet til omkring 1.700 personer, hvoraf omkring 370 er nulevende modstandsfolk, KZ-fanger og krigssejlere.
Den ekstra erkendtlighed i anledning af jubilæet kommer oven i den årlige hædersgave til samme målgruppe på 16.100 skattefrie kroner.
I foreningen FIR Danmark, som er paraplyorganisation for de danske modstandsforeninger og KZ-fangeforeninger, modtager formand Anton Nielsen nyheden om den ekstra hædersgave med blandede følelser.
»Den siger vi saftsuseme tak for, men med en bisætning bagefter, for det var også på tide. Og det er en billig omgang for den danske stat, for langt de fleste er døde og begravet for længst,« siger Anton Nielsen.
Han er søn af modstandsmanden og folketingsmedlemmet for Danmarks Kommunistiske Parti Martin Nielsen, som under Anden Verdenskrig tilbragte fire år i koncentrationslejren Stutthof, der lå i det, der nu er Polen. Hans mor var som jødisk kommunist ligeledes jaget vildt under krigen, men det lykkedes hende at holde sig ude af nazisternes kløer, mens Anton Nielsen selv som barn under krigen var gemt væk i Jylland. Sidenhen har han været med i flere af landets støtteforeninger for modstandsbevægelsen.
Spørgsmål: Hvordan mener du generelt set, at den danske stat har behandlet modstandsfolkene, de danske KZ-fanger og deres efterladte ægtefæller?
»Nogle er blevet behandlet hæderligt, men det gælder især de danske politibetjente og Theresienstadt-Foreningen. Og det under jeg dem meget gerne. Men der har været en uhyggelig forskelsbehandling, som stammer tilbage fra krigens tid. Man var jo ikke meget for de kommunistiske modstandsgrupper,« siger Anton Nielsen og henviser til de danske kommunister, der – ligesom Anton Nielsens far.
»I dag er der to overlevende derfra, og hvis man giver dem 10.000 kroner, så er det helt fint, synes jeg. Men man skal skynde sig, hvis de skal kunne nå at bruge pengene«.
