EU: EU-Kommissionen har mandag sat flere initiativer i værk, efter der er konstateret fugleinfluenza i Tyskland, Holland og Storbritannien.

Initiativerne skal sikre, at fugleinfluenzaen kommer under kontrol. Tiltagene handler blandt andet om etablering af beskyttelses- og overvågningszoner, indførelse af sundhedsforanstaltninger samt aflivning af dyr på steder, hvor der er konstateret fugleinfluenza.

Kommissionen oplyser i en pressemeddelelse, at man er i tæt samarbejde med de berørte lande.

I Danmark har Fødevarestyrelsen hævet risikovurderingen for fugleinfluenza fra lav til middel. Det betyder, at de danske myndigheder indfører obligatorisk kontrol af de lastbiler og kasser, der bruges til at transportere fjerkræ ud af landet. Desuden vil man opspore fjerkræ og fjerkræprodukter, der er importeret til Danmark fra lande, hvor fugleinfluenza er påvist.

»Vi iværksætter en række aktiviteter for at forhindre, at fugleinfluenza kan komme ind i fjerkræproduktionen i Danmark. For det første følger vi op på import af fjerkræ og fjerkræprodukter fra de tre lande for at få dem identificeret og sporet,« siger veterinær beredskabschef i Fødevarestyrelsen Sten Mortensen.

»For det andet iværksætter vi fra tirsdag morgen en udvidet kontrol af fjerkrætransporter og transportkasser, som kommer retur til Danmark, når der er blevet eksporteret fjerkræ. Det sker for at mindske smittespredning,« siger han.

Han oplyser, at der har været enkelte tilfælde af import af rugeæg fra Holland og en enkelt import af levende fjerkræ fra Holland til Danmark.

»Vi følger op på disse sager, men importen af ikke sket fra udbrudsbesætningen, men fra besætninger i andre dele af Holland,« siger Sten Mortensen.

Fugleinfluenzavirus smitter normalt ikke mennesker, men i sjældne tilfælde er der påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle.

Fødevarestyrelsen opfordrer fjerkræavlere til at holde øje med, om der er symptomer på fugleinfluenza i deres besætninger. Typiske symptomer på fugleinfluenza hos fjerkræ er dødelighed, fald i æglægning, fald i foder- og vandindtag, luftvejsproblemer, øjenbetændelse og diarré.