Kommissionen, der er nedsat for at undersøge en række elementer i forbindelse med statsministerparrets skattesag, udskyder offentliggørelsen af sin beretning, der ellers var planlagt til september.

Det oplyser landsdommer Lars E. Andersen, der er formand for Skattesagskommissionen, i et brev til justitsminister Karen Hækkerup (S).

Han skriver, at kommissionen forventer, at beretningen kan offentliggøres i slutningen af oktober eller begyndelsen af november.

Kommissionen blev nedsat i 2011, efter oplysninger om Helle Thorning-Schmidts (S) private skattesag var blevet bragt i dagbladet BT.

Kommissionens formål er at undersøge, om der er blevet lækket fortrolige oplysninger fra skattesagen, og om forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) eller andre i Skatteministeriet har forsøgt at påvirke sagsbehandlingen.

Lars E. Andersen oplyser, at kommissionen fra januar til juni 2014 har skrevet udkast til den beretning, der nu udskydes.

»På et internt møde 7. august har kommissionen taget stilling til de indkomne udtalelser og har den 12. august 2014 sendt sidste del af beretningen til ombrydning hos forlaget. Herefter mangler korrektur, som kommissionen er i gang med, og produktion af beretningen,« skriver han.

BNB