Mogens Camre gemmer sig i Skagen efter sin kontroversielle sag.

Det kan godt være, at Dansk Folkepartis grand old man, Mogens Camre, ikke har en for heldig hånd med sine politiske budskaber i øjeblikket. Men privat kører det for ham.

Han er for kort tid siden blevet gift med sin fjerde hustru. De tilbringer nu ’hvedebrødsdagene’ i Skagen, hvor Camre også slikker sine sår oven på de seneste dages kritik.

BT mødte Mogens Camre for et år siden, da han stillede op til kommunalbestyrelsen i Gladsaxe Kommune.

Her fortalte han blandt andet om den igangværende skilsmisse fra sin 38 år yngre hustru, Lene.

Det var ikke en skilsmisse, han havde ønsket. Men han fandt trøst hos den næsten jævnaldrende, Karen Helbo, som han havde kendt siden 2007.

Ens erfaringsbaggrund

- Hendes mand døde for syv-otte år siden. Vi er nogenlunde jævnaldrende, og så har vi en erfaringsbaggrund med den samme arbejdsmæssige kultur. Det er meget problemfrit. Jeg er meget glad for hende, siger Mogens Camre.

Han har været i rampelyset, siden han i fredags på Facebook hånede TV-Avisens studievært, Erkan Özden og socialminister Manu Sareen for ikke at være ’rigtige’ danskere.

Mandag trak han sin udtalelse tilbage og har siden været umulig at komme i kontakt med. Men Karen Helbo tager telefonen i sommerhuset i Skagen.

- Mogens er ikke hjemme, desværre. Men jeg er sikker på, at min mand ikke har mere at sige om den sag. Han har trukket udtalelsen tilbage og lukket helt ned for den snak, siger Karen Helbo.

Din mand, siger du. Er I blevet gift?

- Ja, det er vi. Det er ikke så længe siden, men jeg har ikke lyst til at sige mere. Det var så dejligt at være i fred for pressen. Men hele familien var her, fortæller Karen Helbo, der lover at bede sin mand ringe, hvis han vil give en kommentar.

Fru regnskabsdirektør

Karen Helbo er uddannet økonom og har arbejdet i forskellige virksomheder som regnskabsdirektør.

Mogens Camre fortalte for et år siden, at han og Karen Helbo i højere grad er samme sted i livet, i modsætning til hans tidligere yngre hustru.

- Ja, det er vi på mange måder. Hun havde en villa ved siden af min i Skagen. Hun var flyttet til Skagen, fordi hendes datter driver virksomhed deroppe. Vi har kendt hinanden i flere år nu.

Mogens Camre har ikke ringet tilbage til BT.