Det er slut med skatteyderbetalte drukfester i den lokale brandmandsforening, uddeling af koncertbilleter til kommunens topfolk og personlige sponsorater til lokale bilforhandlere.

Onsdag besluttede et flertal i Økonomiudvalget i Sorø Kommune nemlig at nedlægge den særlige borgmesterkonto efter indstilling fra kommunens embedsmænd.

Kontoen har været flittigt brugt af byens konservative borgmester Gert Jørgensen siden 2014.  

Dermed får B.T.s mange historier om borgmesterens brug af kontoen nu konsekvenser. 

Sagen detonerede i maj 2023 med historien om, at Gert Jørgensen gennem hele sin borgmestertid siden 2014 har brugt 142.000 kroner til at dele gaver, sponsorater og tilskud ud til lokale foreninger og firmaer.

Pengene tog han fra en særlig repræsentationspulje kaldet borgmesterkontoen. Ifølge eksperter er såvel kontoen og flere af tilskuddene i strid med loven.

Borgmesterkontoen er blandt andet blevet brugt til at købe koncertbilletter og middage til borgmesteren, kommunens topfolk og ledsagere for 33.198 kroner.

I 2019 donerede Gert Jørgensen også 5.000 kroner til en forening, hvor han selv sidder som kasserer, ligesom en lokal bilforhandler i 2019 uden videre fik et sponsorat på 5.000 kroner.

Gert Jørgensen har også givet 17.180 kroner til partifællen Peter Nygaards fester i en lokal brandmandsforening.

Senest har det været fremme, at Gert Jørgensen og hans bedre halvdel fik betalt to billetter for i alt 1.400 kroner til en brandmandsfest med fri bar i 2019.

Borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen mister adgangen til lukrativ borgmesterkonto. Foto: Keld Navntoft Ritzau/Scanpix)
Borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen mister adgangen til lukrativ borgmesterkonto. Foto: Keld Navntoft Ritzau/Scanpix) Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Historierne i B.T. førte i juni 2023 til, at Sorø Kommune måtte lave en redegørelse til Ankestyrelsen.

Og det er blandt andet arbejdet med den, som har ført til et opgør med borgmesterkontoen, og embedsmændene i kommunen har derfor gennem længere tid arbejdet på at få opdateret retningslinjerne for uddeling af gaver, sponsorater, tilskud og repræsentation.

Det betyder blandt andet, at borgmesteren ikke længere kan dele sponsorater ud. 

Der er nu vedtaget helt konkrete retningslinjer for, hvem og hvad kommunen kan sponsorere, ligesom det fremover skal stå krystalklart, hvad Sorø Kommune får ud af sponsoratet. Alle sponsoraftaler skal i øvrigt godkendes af økonomiudvalget, fremgår det af mødematerialet.

»Det er fornuftigt, at der strammes op, og det viser også, at der har været et behov for at rette op på det. For der har ikke været styr på, hvad pengene blev brugt til. Det har været en fest for borgmesteren, og det er godt, at det stopper her,« siger Linda Nielsen, der er medlem af økonomiudvalget for SF.   

Ligeså er der nu også vedtaget konkrete opstramninger for uddeling af tilskud til foreninger. 

Opgøret med borgmesterkontoen betyder, at de konkrete udgifter – som hidtil er blevet trukket fra borgmesterkontoen – enten bliver afvist eller fordeles ud på andre konti, så kommunen får hånd i hanke med, hvad grundlaget for udgifterne er, og hvad pengene bruges på. Eksempelvis om det er mødeudgifter, repræsentation eller et sponsorat.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Gert Jørgensen.

Opstramningerne skal på et senere tidspunkt vedtages af en samlet kommunalbestyrelse.