Udsigten til hård valgkamp har fået socialdemokratiske kredse på Sjælland til at indføre økonomisk bødestraf for at føre valgkamp i andres kredse.

Med faldende vælgertilslutning er der udsigt til hård og intens valgkamp for en lang række socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som må kæmpe med hinanden om pladser i Folketinget.

Det har nu fået partiets kredse på Sjælland til at indføre deciderede dummebøder til kandidater, der bryder en række vedtagne valgetiske regler, skriver Jyllands-Posten.

»Vi kan lave lige så mange regler, vi vil, men vores eneste måde at komme efter folk, hvis de ikke overholder dem, er at tilbageholde noget af deres aktivitetstilskud,« siger formanden for regionsbestyrelsen på Sjælland, Ida Marker.

Hun understreger, at det er ikke store penge, det drejer sig om.

Hvis en kandidat fører dør til dør-kampagne eller hustandsomdeler foldere i andre kredse end sin egen, kan han eller hun således miste den økonomiske støtte fra storkredsen.

Reglerne, der kun gælder i valgkampen, blev indført, efter at nuværende politisk ordfører Ole Hækkerup (S) ved de foregående to valg gik ind i konkurrenternes kredse.

Han fastholder, at der ikke var tale om snyd, da reglerne ikke fandtes dengang, skriver Jyllands-Posten.