En kortere genoptjeningsperiode vil aldrig blive til virkelighed med konservative stemmer, og Dansk Folkeparti kan glemme alt om et konjunkturbestemt dagpengesystem. Sådan lyder det fra den nye konservative leder, Søren Pape Poulsen.

Lappeløsninger hænger den nye konservative leder, Søren Pape Poulsen (K), langt ud af halsen. Viborgs tidligere borgmester er træt af lappeløsninger i dagpengesystemet og i beskæftigelsesindsatsen. Og Søren Pape er træt af det, som han betegner som en fordrejet debat om ledige, der mister dagpengene. Det fortæller han et interview med Ugebrevet A4 torsdag.

»Med fare for at blive set som en meget ond, højreorienteret fyr, så synes jeg, at det er lykkedes helt fantastisk godt for venstrefløjen og andre at give et skævt billede af, hvor mange der står uden forsørgelse efter, at de ikke længere får dagpenge,« siger han til Ugebrevet A4.

Den konservative leder mener, at stramningerne i dagpengesystemet er helt og aldeles rimelige, og at vi i Danmark skal tage et opgør med det, han betragter som et forsørgersamfund, som bliver en sovepude for alt for mange. Derfor efterlyser han et endnu mere enkelt og effektivt dagpengesystem, der tilgodeser folk, der har ydet en indsats, og bliver endnu strammere for lønmodtagere, der kun har været kort tid i arbejde.

»Som samfund har vi søbet os ind i alle mulige forskellige ordninger, der til sidst gør tingene meget ugennemsigtige. I stedet skulle vi bruge pengene effektivt,« siger Søren Pape og uddyber:

»Systemet har forgrenet sig så meget, at det er svært at holde hoved og hale i det. Vi prøver hele tiden med millimeterretfærdighed at sætte lap på lap på lap. Og det kræver en stor administration. Derfor handler det om at lave et mere overskueligt og gennemskueligt system. Hvor mange ydelser findes der inden for det her felt? Det er svært at fortælle på ti sekunder.«

BNB