Forleden havde Søren Pind lyst til "at tage handskerne af og oprigtigt give Socialdemokraterne en på goddagen". Nu er den karismatiske Venstre-profil så igen på krigsstien i sin valg-dagbog på Berlingske.dk, hvor han i den grad deler imaginære lussinger ud til det parti, som han i disse dage duellerer med om nøglerne til Statsministeriet.

Årsagen er en reklamevideo, som Socialdemokraterne angiveligt står bag, og hvor det ifølge Søren Pind proklameres, at de borgerlige partier vil liste brugerbetaling på danske hospitaler ind. Et budskab, der er “decideret løgn”, og som gør får Venstre-manden helt op i det røde felt.

»Det er så langt ude – og decideret løgn! For mig var det toppunktet af det, vi ser. En kolossal kraftanstrengelse fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet på at holde sig ved magten ved hjælp af løgn. Og nogen lader til at falde for det.«

Læs også:

»Jeg ved godt, danskerne tilsyneladende er blevet ligeglade med løftebrudene. Både dem om, at sengene skulle væk fra gangene, og dem om, at man ville blæse Det Radikale Venstre en hatfuld og alle de andre. Det var bare pure opspind.«

»Men det, der optager mig på demokratiets vegne, er det fremtidige politiske billede, hvis det vitterligt belønnes, at man kan lyve sig til magten, blæse på enhver anstændighed, ende med at føre en kampagne hvor man indædt lyver om sin modstander og dernæst vinde. Det vil skabe en ubehagelig præmis for fremtidens politik, der kun vil gavne mærkværdige partier som Alternativet,« skriver Pind blandt andet.

Læs også:

Venstre har tidligere afvist, at partiet går ind for brugerbetaling i forbindelse med eksempelvis lægebesøg. Forslaget er dog blevet diskuteret flere gange. Allerede i 2012 foreslog Venstres regionsrådsformand Carl Holst brugerbetaling i størrelsesordenen 75-150 kr. for et lægebesøg. I foråret 2013 sagde Lars Løkke Rasmussen, at han gerne ville ’give lidt for at gå til min læge til et almindeligt rutinebesøg’.

Ifølge kandidattesten på nyhedsmediet Altinget.dk er 99 kandidater fra blå blok for brugerbetaling, mens 99 andre er imod.