Det er først og fremmest et problem for Venstres partisekretær Claus Richter, at han ifølge et internt Venstre-notat er blevet fanget i en "nødløgn" om formand Lars Løkke Rasmussens ordning med at kunne købe tøj på partikassens og dermed også delvis skatteydernes regning.

Det mener BTs politiske kommentator Søs Marie Serup:

- Det her lægger sig i den lange perlerække af skiftende forklaringer, som Venstre har givet offentligheden i den her sag. Det ser ikke godt ud, men det er dog primært et problem, som lander på partisekretær Claus Richters bord. Selvfølgelig rammer det også Venstre, men det er først og fremmest Claus Richters personlige troværdighed, der er på spil. Men hvis nogen fra Venstres bagland nu lige pludselig føler sig dårligt informeret og ført bag lyset, så er det en helt anden og mere alvorlig diskussion, siger hun.

Det er journalist Kristian Brårud Larsen, som i sin e-bog "Aftalen i kælderen" gengiver det interne notat, der viser, at Claus Richter har talt usandt til flere medier om, hvornår tøjordningen for Lars Løkke Rasmussen blev standset.

Det er fra partisekretæren blevet udlagt som om, at han personligt stoppede ordningen, da han blev ansat i jobbet i april 2012. Og altså på den måde gav den tidligere Venstre-partisekretær Jens Skipper Rasmussen, som han selv afløste, skylden for den "kritisable" praksis.


Men i virkeligheden gik der ti måneder mere - helt frem til slutningen af februar 2013 - før partikassen blev smækket i for formandens mulighed for tøjkøb.