Villy Søvndal sætter nu punktum efter 32 år i dansk politik. Han drømte om at kunne fortsætte, men hjertet sagde stop. Han overvejer at skrive en bog, men vil først og fremmest fejre at han er i live.
Da Villy Søvndal tirsdag formiddag kiggede lægen på Rigshospitalet i øjnene var han klar over, at 32 års politisk karriere var slut.SFs tidligere formand var mødt op til det afsluttende tjek på hospitalet, efter at han blev opereret for en blodprop i hjertet den 22. oktober. Lægen kunne konstatere, at Søvndal var kommet sig, men hjertet havde stadig brug for ro, og efter lægens opfattelse ville det være "hasard" at fortsætte. Dermed var der ikke så meget tvivl i Søvndals hoved, da han senere tirsdag forlod Rigshospitalet.
- Hvis jeg havde haft et 8 til 16-job, ville lægen have anbefalet, at jeg startede på nedsat tid efter jul. Men det kan jeg jo ikke byde nogen, hverken SF, regeringen eller Udenrigsministeriet, siger Villy Søvndal i et interview med Berlingske.
Nu kigger han tilbage på et langt liv i politik, der begyndte, da han med 51 personlige stemmer blev valgt til Kolding Byråd i 1981. Siden blev han folketingsmedlem i 1994, inden han i 2005 vandt et formandsopgør i SF efter en urafstemning.
Her blev det til flere markante op- og nedture. En pragmatisk kurs, vælgertække blandt de unge og lune bemærkninger i afgørende stunder var medvirkende til "Villy-effekten", der fik SF til at buldre frem i meningsmålingerne. Regeringsskiftet, den efterfølgende løftebrudsdebat og det interne opgør mellem SFs fløje tog dog glansen af SF i Søvndals sidste formandsår.
- Det var et dramatisk forløb. Vi har skrevet historie i SF ved at bringe partiet ind i regering. Men det er klart, at det er sket i en periode, hvor vi ikke fik flertal for de ting, vi gik til valg på, og hvor vi ikke fik sagt tidligt nok, at vi ikke fik det nødvendige flertal, fortæller Søvndal.
Udover det kommunikative, hvad gjorde I så forkert som nyt regeringsparti?
- Det vil jeg ikke analysere på. Jeg tror under alle omstændigheder, at et parti, der bevæger sig ind i det her, kan gøre sig rigtigt mange forberedelser, og det gjorde vi også i SF, men der er nogle ting, som man kun kan lære i kampens hede. Det er ligesom med håndbold eller fodbold: Kamperfaring er helt afgørende, når man har lavet det teoretiske studie af spillet.
Hvad vil du sige til medlemmerne af dit parti og ledelsen af SF?
- Jeg kan huske, at Rosa Luxembourg skrev en bog om revolutionær tålmodighed. Den tror jeg, de skal genlæse. Det er en klassisk diskussion på venstrefløjen: Om man skal gå ind i det med de vanskeligheder, det giver, og den tålmodighed, det forudsætter, eller om man skal man stå uden for og råbe højt og forsøge at undgå at få fingrene i noget som helst, sådan som Enhedslisten gør for øjeblikket. Jeg er ikke i tvivl om, at man skal gå ind. Når Danmark har udviklet sig til et af de bedste lande at leve i i verden, så er det, fordi venstrefløjen er gået ind og påvirket udviklingen skridt for skridt.
Så du har ikke helt opgivet revolutionen?- Jo, man skal bare passe på at benævne det med ændringer skridt for skridt. Mit politiske virke har hele tiden handlet om at skabe bedre forhold for mennesker.
Hvis du skulle vælge én ting, som du gerne ville have klaret som udenrigsminister frem mod næste valg, hvad var det så?
- Jeg ville gerne have været med til at godkende en tostats-løsning med Palæstina, som jeg tror, der er reel udsigt til, siger han og fortsætter:
- Jeg ville gerne have lov til at fortælle den store fortælling om verdens gang. Det er ikke en bebrejdelse af journalister, men når man til daglig læser om konflikter i verden, kan man efterlades med det indtryk, at verden bevæger sig baglæns. Det er jo ikke rigtigt. Hvis bare man ser på den tid, jeg har været med i politik, så er udviklingen gået den rigtige vej, uanset hvilket kriterium vi kigger på: Om det er gennemsnitlig levealder, antallet af børn der går i skole, antallet af mennesker, der lever i et demokrati eller om det er antallet af mennesker, der lever under den absolutte fattigdomsgrænse, så repræsenterer de hver især solide fremskridt. Det eneste, der modsiger det en smule lige nu, er flygtningetallet i verden, hvor Syrien spiller en stor rolle. Og så står vi og kigger ind i klimaudfordringerne. Men det går fremad, og endda i en hastighed som er sjældent set før i menneskenes historie.
Du har fået kritik i flere sager. Flere i dit eget bagland så gerne, at du havde håndteret Palæstina-spørgsmålet anderledes. Hvad synes du selv, har været dit tydeligste aftryk, som du har fået sat som udenrigsminister?- Først og fremmest har jeg stået for en åbning af Danmark mod verden, hvilket er et brud med de sidste ti års udvikling. Også i den grad. Da vi overtog, var diskussionen at lave grænsebomme rundt om Danmark, så der er virkelig en ideologisk forskel på det, der var, og den regering, der kom til. Det er et Danmark, der vil sine omgivelser fuldt og helt. Det synes jeg er en megaforskel.
Har du haft oplevelser, hvor Udenrigsministeriet var et stort og svært skib at dreje i den retning, som du gerne ville?
- Nej, tværtimod. Det er nogle meget musikalske folk, som godt forstod, hvad det betød at få en SFer som udenrigsminister og en centrum-venstre-regering. De har stillet op til de dagsordener omkring nedrustning, Israel-Palæstina, Arktis og åbenhed ud mod verdenen.
Du har haft meget med medierne at gøre - er der noget, du gerne vil sige til pressen?
- Hvis I bliver beskyldt for at være rygklappere i forhold til den nuværende regering, så synes jeg, at I skal afvise det og sige, at det kan I ikke genkende. Jeg kan ikke huske nogen dansk regering, der har fået en lignende hård medfart i den offentlige debat fra dag et.
Hvad skal du bruge det næste år på?
- Nu vil jeg først og fremmest fejre jul og fejre, at jeg er i live - og så vil jeg bruge tiden til at overveje, hvad jeg skal herfra. Det har jeg ikke nogen særlig plan for, siger Villy SøvndalHan vil overveje på et tidspunkt at skrive en bog om sine oplevelser, men tager én ting ad gangen.
- Jeg vil ikke sætte mig tilbage og råbe numre op til banko. Men jeg er meget bevidst om, at jeg har mine begrænsninger efter det, der er sket.
