Flere folketingsmedlemmer anført af statsministeren tager nu afstand fra hærværk mod en muslimsk gravplads i Odense på de sociale medier.

I weekenden begik en eller flere gerningsmænd hærværk mod en fortrinsvis muslimsk gravplads i Odense, og på Facebook tager statsministeren nu kraftigt afstand fra handlingen.

»I juni var der hærværk mod den muslimske gravplads i Brøndby. I dag (tirsdag, red.) er det blevet opdaget, at nogle har skændet 50 grave på den muslimske gravplads i Odense. Det gør mig vred!« skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag aften på sin Facebook-side og fortsætter:

»Kender ikke hærværksmændenes motiver - ren dumhed, religiøs fanatisme eller et totalt misforstået politisk signal - men uanset hvad, så er det simpelthen frastødende og noget, der skal tages afstand fra!«.

Hærværket er begået mod Korsløkke Kirkegård, der ligger på Ejby Kirkevej i Odense. Ifølge Fyns Politi er omkring 50 gravsteder blevet skændet og i enkelte tilfælde smadret. Der er fortrinsvist muslimske gravsteder på kirkegården.

Statsministeren er ikke det eneste medlem af Folketinget, der er gået på de sociale medier for at tage afstand fra gravskænderiet.

»Det er sket igen. Endnu en muslimsk gravplads er i dag blevet udsat for omfattende ødelæggelser. Islamofobien har igen vist sit hadefulde ansigt i Danmark. Det er så rædselsfuldt. Jeg bliver så ulykkelig,« skriver de Radikales udlændingeordfører, Zenia Stampe (R), på Facebook.

Det er anden gang i år, at en muslimsk gravplads udsættes for hærværk. I juni gik det ud over en muslimsk gravplads i Brøndby ved København. Også dengang var det op mod et halvt hundrede grave, der blev skændet.

Landets justitsminister Søren Pind (V) fastslår, at den slags aldrig vil blive tolereret i Danmark.

»Stop nu det der. Det er en vej, vi ikke vil betræde i Danmark,« skriver han på Twitter.

Ligeledes på Twitter opfordrer Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø), til at møde op til et arrangement på Korsløkke Kirkegård onsdag, hvor der vil blive tændt lys.