Man kan ikke konkludere noget som helst om forbruget af alkohol på Lars Løkke Rasmussens (V) ture i Forsvarets fly på baggrund af de fakturaer, der omtales i medierne. Det fastslår Statsministeriet.

»Som Statsministeriet allerede har oplyst over for Ekstra Bladet i forbindelse med afgørelsen af aktindsigtsanmodningen, afspejler fakturaerne fra Forsvaret vedrørende statsministerens flyrejser ikke alene statsministerens og dennes delegations fortæring,« oplyser Statsministeriet i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Ekstra Bladet skriver tirsdag på baggrund af en aktindsigt i Statsministeriets udgiftsbilag, at der blev drukket i arbejdstiden, da Lars Løkke Rasmussen i sin tid som statsminister var på officielle udlandsrejser med Forsvarets Challenger-fly sammen med sit følge.

Læs også:

Men Statsministeriet peger nu på, at der i Lars Løkke Rasmussens statsministerperiode blev benyttet en »uhensigtsmæssig« afregningspraksis, der betød, at Statsministeriet også kom til at betale for forplejning, som man ikke havde noget med at gøre.

»Det hænger sammen med, at Forsvaret tidligere anvendte en uhensigtsmæssig afregningspraksis, der blandt andet indebar, at Statsministeriet også blev opkrævet betaling for varer, som ikke blev forbrugt af statsministeren og dennes følge. Da Statsministeriet ikke kunne genkende forbruget, tog ministeriet initiativ til at få ændret den daværende afregningspraksis,« lyder det fra Statsministeriet.

Læs også:

Ministeriet oplyser, at man i dag opkræves et fast beløb per flyvetime, hvori alle udgifter vedrørende flyrejsen, herunder udgifter til forplejning, er inkluderet.

Statsministeriets melding flugter med det svar på Ekstra Bladets historie, som Lars Løkke Rasmussen kom med på Facebook sent mandag aften.

»Mine gode venner på Ekstra Bladet har i sandhedens tjeneste nu kastet sig over mine flyvninger som statsminister. På 16 flyvninger er der faktureret 43 flasker vin á 125 kroner og 37 øl á 20 kroner. Hvis alt vitterligt er drukket, svarer det til 295 genstande for de cirka 120 civile rejsende - eller små 2,5 genstande per deltager per returrejse,« skrev han og fortsatte:

»Men det stopper ikke her: På en flyvning fra Moskva har vi endvidere spist 57 poser chips/peanuts, fire kasser chokolade, fire kasser kransekage og drukket 40 (kilde)vand. Vi må have trillet ud af flyet efter de cirka to timers flyvning - eller også har Forsvaret måske faktureret det, der er taget om bord (fortæret eller ej). Måske er det derfor, Statsministeriet og Forsvaret klogeligt har kigget faktureringsmetoden efter i sømmene. Men det kan man jo spørge Statsministeriets departementschef om.«