Cowboyhat og pistolbælte. Det er alt, hvad folketingkandidat John Erik Wagner har iført sig på sin valgplakat, der hænger rundt i de københavnske gader.

Den atypiske politiske kampagne har fået stor medieomtale her hjemme, og nu har den også skabt røre i udlandet.

På plakaten kalder John Erik Wagner sig selv for statsminister og rimer sig til opmærksomhed med sloganet »stem på Wagner, det gavner«.

Men medieopmærksomheden og de internationale fnis skyldes først og fremmest, at John Erik Wagners penis hænger til frit skue på billedet. Det både forarger og fascinerer uden for landet grænser. Blandt andet har britiske Metro og BBC, hollandske NU og spanske Cuatro skrevet om den letpåklædte cowboy. Italienske Today kalder det »en skandale«, mens den britiske avis The Mirror sammenligner den pikante plakat med de britiske kampagner fra det netop overståede parlamentsvalg.

»Efter at David Cameron (premierminister og formand for det Konservative Parti, red.) og Ed Miliband (den nu fratrådte oppositionsleder fra Labour, red.) i vores valgkamp poserede med børn, bondegårdsdyr og baconsandwich, har Wagner fundet en bedre måde at vise vælgerne, at han har »hele pakken«,« skriver avisen med henvisning til John Erik Wagners ædlere dele, som i artiklen dog er blevet dækket med et lille dannebrogsflag.

The Mirror har også lavet en lille afstemning, hvor læserne skal tage stilling til, om den tidligere formand for Labour Ed Miliband ville have vundet valget, hvis han havde poseret nøgen. Det har knap 30 procent af netavisens læsere svaret ja til.

Københavns Kommune har tilladt John Erik Wagners plakater, der kan ses i hovedstadens lygtepæle indtil folketingsvalget 18. juni.