Antallet af mennesker, der søger asyl i Sverige, er faldet, siden den svenske grænsekontrol blev indført 12. november.

Det viser tal fra Migrationsverket.

Ifølge den svenske myndighed er antallet af asylansøgere faldet fra 1500 om dagen til omkring 900 per dag.

Og det kunne dermed tyde på, at grænsekontrol - stik imod hvad den danske regering ellers har sagt - har en effekt.

»Lige nu vil det betyde, at der vil komme flere asylansøgere til Danmark, fordi vi vil blive tvunget til at registrere folk, der rejser ind,« sagde integrationsminister Inger Støjberg i et interview med BT tidligere i november, da hun blev spurgt, om regeringen har overvejet at indføre kontrol ved de danske grænser.

Tirsdag - efter de svenske tal er blevet offentliggjort - mener Inger Støjberg, at det er ‘for tidligt, at konkludere noget som helst om den mulige effekt af den svenske grænsekontrol.’

»Svenskerne har siden de indførte grænsekontrollen registreret 1.000-1.500 asylansøgere de fleste dage, hvilket er langt flere end vi ser i Danmark. Vi har derfor heller ikke i sinde at indføre grænsekontrol i Danmark i den nuværende situation. Men vi følger situationen meget nøje,« skriver integrationsministeren til BT.

Inger Støjberg henviser til, at Migrationsværket samtidig oplyser, at der er personer, som ikke er blevet registreret endnu, hvorfor hun altså mener, at det er vanskeligt at konkludere, om der rent faktisk også er et fald i antallet, der søger asyl i Sverige.