Flere debattører giver nu deres støtte til Mogens Camre.

Dansk Folkepartis byrådsmedlem i Aabenraa, Kaare S. Dahle mener ikke, at de racistiske beskyldninger mod Camre er berettigede.

- Jeg fandt ikke Mogens’ oprindelige opdatering for hverken stødende eller forkert, om end jeg også godt kan se, at den åbner for en masse ’fri fortolkning’, som man naturligvis kunne være foruden, siger Kaare S. Dahle.

Et andet medlem af Dansk Folkeparti, Jens Rost, blev først og fremmest provokeret af, at Camre blev ’sat på plads’ af Søren Espersen.

- Jeg synes, at der er blevet sagt langt flere ikke-stuerene ting i partiet. Det har ikke fået Søren Espersen på banen. Camre er en af vores gamle politikere, der har lov til at få lidt længere snor. Som almindelig forstadsdansker, der bor tæt op ad en ghetto, kan jeg også have en underlig fornemmelse en gang imellem. Jeg synes ikke, at Camres opslag var racistisk. Han siger bare det, som kakkelbords-Danmark siger, siger Jens Rost.

Hjælp fra Hvide Sande

I Hvide Sande er Bjarne Pedersen ikke medlem af Dansk Folkeparti. Men han har blandet sig i debatten og afviser ikke at blive medlem, hvis hr. Camre kontakter ham.

- Den politiske dagsorden er ikke, som den har været. Jeg tror, at rigtig mange af de ’gamle’ konservative har drejet en omgang, da Søren Pape (K) offentligt viste sin samlever frem. Mange danskere har svært ved det nye verdensbillede, der toner frem nu, skriver Bjarne Pedersen bl.a. i en mail. isk