Under sit første officielle statsbesøg hos Helle Thorning-Schmidt møder Angela Merkel tirsdag en lang række studerende på Københavns universitet. Temaerne bliver formentlig de europæiske kriser og ungdomsarbejdsløshed, vurderer prorektor Lykke Friis.

Gældskrise i Grækenland, sikkerhedspolitisk ustabilitet mellem Ukraine og Rusland og tusindvis af omkomne bådflygtninge i Middelhavet.

Der er en lang række kriser, som præger EU-samarbejdet, og de vil formentlig blive vendt og diskuteret, når den tyske kansler, Angela Merkel, tirsdag besøger Københavns Universitet sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Det forudser prorektor Lykke Friis fra Københavns Universitet, der skal være ordstyrer under debatten mellem de studerende og de to prominente gæster.

»Jeg regner med, at vi i høj grad skal tale om de mange kriser, der i øjeblikket har indflydelse på EU-samarbejdet. Og mon ikke man også kommer ind på ungdomsarbejdsløshed, nu hvor vi er på et universitet, hvor der jo sidder en generation af unge, som selvfølgelig er bekymrede for, hvordan deres jobmuligheder ser ud fremadrettet,« siger Lykke Friis.

Merkel var sidst på statsbesøg i Danmark i 2006, og der hed statsministeren Anders Fogh Rasmussen (V). Det er dermed kanslerens første officielle møde hos Helle Thorning-Schmidt, og de to skal diskutere Europas fremtid med de studerende. Men det mere konkrete indhold af debatten afhænger helt af de studerendes spørgsmål, påpeger Lykke Friis.

Og det er en magtfuld, men også ganske afdæmpet toppolitiker, de studerende torsdag skal møde på Københavns Universitet. Angela Merkel er blevet beskrevet som kvinden med den diskrete magt, og de seneste måneder har kansleren da også - til trods for hendes betydelige autoritet - sørget for at tage den franske præsident, Francois Hollande, med, så det ikke kun er Tyskland, der forhandler på Europas vegne.

»Hun er ikke en, der har behov for at slå på tromme - hverken for sig selv eller sit land. Hun er meget lyttende, men selvfølgelig er hun jo også uhyre bestemt. Du kommer ikke så langt i toppolitik uden at være et magtmenneske, og det er hun selvfølgelig også,« siger Lykke Friis.

Angela Merkel og Helle Thorning-Schmidt taler på Københavns Universitet tirsdag klokken 15.