»Jeg har hele tiden sagt, at jeg har tænkt mig at gøre det, der skal til, og efter min vurdering er det her noget af det, der skal til,« siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S), efter at han har afskediget den administrerende direktør i sundhedsstyrelsen, Else Smith.

Hvad er det, der har gjort, at det er lige nu, fyringen kommer?

»Der har været et længere forløb med en række sager, som flere medier, blandt andet BT, har haft fat i. Det har været sager, som har givet mig anledning til at sige, at der altså skal ryddes op. Vi skal sikre, at arbejdsgangene i sundhedsstyrelsen er, som de skal være. Vi skal sikre organisationen er, som den skal være, at tilsynene foregår på den rigtige måde. Og den ændring, den modernisering og det oprydningsarbejde kan efter min mening bedst finde sted med en anden direktør end Else Smith,« siger sundhedsministeren.

Sagerne han taler om er blandt andet DR Nyheders afsløring af, at en hjerneskadet psykiater fortsatte med at behandle patienter indtil 2013, på trods af at sundhedsstyrelsen modtog alvorlige advarsler om ham allerede i 2004. Han nåede at være indblandet i flere dødsfald og alvorlige fejlbehandlinger.

Sundhedsminister Nick Hækkerup krævede en fuldstændig redegørelse af sagen fra sundhedsstyrelsen. Siden viste det sig, at styrelsen havde udeladt væsentlige oplysninger i redegørelsen.

Sidste sommer afslørede BT omfattende fejlmedicinering af kræftpatienter. Her havde  sundhedsstyrelsen under to tilsyn af sygehus-apoteker ikke opdaget, at personalet blandede medicinen forkert.

Og det er blot to af det seneste års sager mod sundhedsstyrelsen om fejl i kontrol med sundhedsvæsenet og vildledning af Folketinget.

Hvad kommer der til at ske nu?

»Sammen med folketingets partier, går jeg i gang med arbejdet på, hvordan vi får lavet denne sundhedsstyrelse så effektiv og så moderne, som den skal være. Hvordan sikrer vi åbenhed? Hvordan sikrer vi, at folketinget har kontrol? Hvordan sikrer vi, at organisationen er den rigtige og så videre? Så der ligger et kæmpe stort stykke arbejde på mit bord,« siger Nick Hækkerup og fortsætter:

»Men nu får vi lavet en plan for, hvordan vi sørger for at dele den her elefant op i bidder, når den skal spises og ikke prøver at sluge det hele på en gang.«

Hvornår forventer du at mødes med de andre partier?

»Før påske. Gerne i næste uge.«

Kan der ske flere fyringer i sundhedsstyrelsen?

»Altså, fyringer er bestemt ikke noget mål i sig selv, overhovedet. Om der i denne her organisationsændring vil komme til at ske andre afskedigelser, eller hvad ved jeg, det er det alt for tidligt at sige noget om. Men det er bestemt ikke noget mål i sig selv, ligesom fyringen af Else Smith bestemt heller ikke var noget mål i sig selv.«

Men hun har jo ikke arbejdet alene…

»Nej, det ved jeg godt. Som sagt, så vil jeg gøre, hvad der skal til, for at sikre, at vi har det mest effektive tilsyn, som danskerne kan stole på ... Men det er altså ikke sådan, at jeg sidder med en dødsliste.«