Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) skal forklare hvorfor Danmark lader Syrien beholde plads i komite for menneskerettigheder, mens befolkningen bliver slagtet i tusindvis.

En skandale. Det er, hvad Dansk Folkeparti kalder onsdagens FN-beslutning om, at Syrien bliver siddende i Menneskerettighedskomiteen selvom blodet flyder i landet, og omkring 100 civile dagligt bliver dræbt af syrisk militær. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, er oprørt over, at Danmark har været med til at lade Syrien beholde sin plads. Nu kalder han udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i samråd om sagen: - Det er dobbeltmoralsk, at udenrigsministeren på den ene side officielt melder Danmark ind i »Syriens Venner« og samtidig støtter styret, så dette kan blive i menneskerettighedskomiteen, skriver Søren Espersen i en pressemeddelelse. - Jeg vil derfor straks tage skridt til at indkalde udenrigsministeren i samråd om sagen, tilføjer han. FNs undervisningsinstitution, Unesco, vedtog onsdag en stærkt udvandet Syrien-resolution, som fordømmer landet, men lader det beholde sin plads i FNs menneskerettighedskomite. Danmark stemte sammen med 34 andre lande for resolution, mens otte lande stemte imod. 14 undlod at stemme. - Det er en skandale. Det er upassende for Danmark, at vi ligger fladt for det brutale syriske diktatur og laden hånt om en hel verdens afsky over, hvad der sker i Syrien, lyder det fra Søren Espersen som reaktion på, at Danmark indirekte har stemt for, at Syrien kan blive menneskerettighedskomiteen. Ifølge FNs forsigtige beregninger er et godt stykke over 7.500 mennesker blevet dræbt i Syrien, siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad begyndte for et år siden. Militærets overgreb mod befolkningen er veldokumenterede, og nødhjælpsorganisationen sender dagligt modbydelige historier ud af landet. Dansk Folkeparti mener ikke, at Syrien kan begå drab og samtidig sidde med i det pæne selskab. Poul Erik Dam Kristensen, der er ambassadør for den danske OECD- og Unesco-delegation, ser onsdagens afstemning som et vigtigt skridt - til trods for, at Syrien beholdt sin plads i komiteen. - Det er den mest positive afstemning, vi kunne forvente på nuværende tidspunkt, sagde han torsdag til Kristeligt Dagblad. Tidligere på ugen besluttede udviklingsminister Christian Friis Bach (R) at give ekstra fem millioner kroner til Dansk Røde Kors samt én million kroner til Danmission, der sammen med deres partnere i Syrien leverer nødhjælp til nogle af de hårdest ramte områder. Mellem 1,5 og tre millioner mennesker er påvirket af konflikten i det krigsplagede land og mere 30.000 er flygtet til nabolandene Jordan, Libanon, Libyen og Tyrkiet. Et tal, der forventes at stige, med mindre konflikten løses.