Mens beslutningen om at bruge over tre millioner af skatteborgernes penge på et stadionsponsorat blev presset igennem, har Søren Pape Poulsen efter alt at dømme ikke haft travlt med at svare Statsforvaltningen.

Onsdag skrev BT, at Viborg FF, ifølge den tidligere bestyrelsesformand i Energi Viborg, havde tilbudt energiselskabet navnesponsoratet for 500.000 kr. om året. Senere på året endte sponsoratet uden forklaring med at koste 1 million kroner. Særligt det indtil da ukendte tilbud har interesseret Statsforvaltningen.

Den 20. december 2012 konstaterer Statsforvaltningen i et brev til Viborg Kommune, at de er blevet bekendt med den lavere pris. Næsten et halvt år efter, i slutningen af maj 2013, svarer Viborg Kommune, at byrådet ikke har modtaget et tilbud på 500.000 kroner.

Læs også: Pape forsvarer lovliggørelse af jagtbutik: Greb efter halmstrå


Statsforvaltningen er ikke tilfreds med svaret og peger i midten af juni på, at tre byrådspolitikere på et lukket byrådsmøde fik ført til protokols, at de var blevet oplyst om det lavere tilbud.

Efter mere end tre måneder – og 10 måneder efter Statsforvaltningen spurgte første gang - får Viborg Kommune endelig svaret. De bekræfter igen, at der ikke var et konkret tilbud fra Viborg FF.

Ingen undskyldning
På et af de mange møder, hvor Viborg Byråd behandlede svarene til Statsforvaltningen, kritiserede byrådsmedlem Nina Hygum (V) da også Søren Pape Poulsen.

- Jeg synes ikke, det er god stil, at vi skal have de her sager kørende. Så derfor må det dreje sig om at få svaret inden for de frister, de (Statsforvaltningen, red.) har fastsat. Så jeg vil meget gerne opfordre borgmesteren til at opprioritere de her tilsynssager, sagde hun. Viborg Kommunes langsommelige behandling af sagen er ifølge ekspert i offentlig forvaltning Roger Buch svær at forklare.

- Det er ikke nogen undskyldning for at overskride svarfristen. De ved, at de skal svare. De kender reglerne, og de har masser af folk til at gøre det. Og det er jo ikke en sag, hvor man skal tage ud i naturen og tage vandprøver eller målinger, siger han.

Dårlig timing
Søren Pape Poulsen henviser til Viborgs kommunaldirektør Lasse Jacobsen. Uden at have chance for at sætte sig dybere ind i sagen, forklarer han, at der var tale om uheldige sammenfald, men kalder også svartiderne for ’uhensigtsmæssige’.

- Det første brev kommer lige før jul, og det andet brev kommer lige inden sommerferien. Når svarene så skal behandles politisk i byrådet og i økonomiudvalget, så er det umuligt at nå inden for fristen. Vi holder jo ikke ekstraordinære møder for at svare på en henvendelse fra Statsforvaltningen, siger han og kalder Statsforvaltningens svarfrist på 14 dage for ’urealistisk’ at overholde.

Fakta: Svarene
  • 20/10 2011: Statsforvaltningen skriver første gang til Viborg Kommune om stadionsagen.
  • 20/12 2012: Efter længere tids korrespondance skriver Statsforvaltningen igen og beder om, at Viborg Kommune forklarer sig om det ’hemmelige’ bud.
  • 27/5 2013: Næsten seks måneder senere svarer Viborg. Byrådet nægter at kende til et hemmeligt bud.
  • 13/6 2013: Statsforvaltningen spørger på baggrund af nye oplysninger igen om det ’hemmelige’ bud.
  • 27/9 2013: Mere end to måneder efter svarfristen svarer Viborg Byråd igen og fastholder det første svar.