Hvis der var valg i dag, ville forhenværende justitsminister Morten Bødskov skulle kæmpe om sin plads i Folketinget med tidligere SF-næstformand Mattias Tesfaye.

Hvis de nuværende målinger holder, så går Socialdemokraterne tilbage fra fire til tre mandater i Københavns Omegn ved det kommende folketingsvalg. Det viser netavisen Altinget.dks geografiske prognoser.

Jørgen Skadhede følger partiernes folketingskandidater tæt for Altinget.dk, og han forudser en kamp om storkredsens sidste taburet på Christiansborg mellem tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) og SFs tidligere næstformand, Mattias Tesfaye (S). Og det er en kamp, der ikke nødvendigvis vil ende med en sejr til den erfarne Bødskov.

»De to første S-mandater i Københavns Omegn går med al sandsynlighed til Mette Frederiksen og Mogens Lykketoft. Det betyder, at Mattias Tesfaye skal slås med Morten Bødskov om det tredje mandat. Og her risikerer Bødskov altså at tabe til Tesfaye. Det ville være en ydmygelse for Morten Bødskov, hvis han ryger ud på den konto,« siger han.

Mureren Mattias Tesfaye stiller op i Brøndbykredsen, som passer godt til hans arbejderprofil. Og hans partiskifte fra SF til S er ikke noget problem for ham, vurderer Altinget.dks analytiker.

»Han er ikke akademiker, som mange af de andre socialdemokrater, og han har en anderledes profil. Det, at han er partihopper fra SF, er ikke noget, vælgerne plejer at reagere på,« siger Jørgen Skadhede.

Mattias Tesfaye selv er ikke meget for at tale om en mulig forestående kamp mellem ham og partifællen Bødskov. Han satser hellere på, at det går fremad for Socialdemokraterne, så de kan hive det fjerde mandat hjem.

»Det er nuancer, der deler mig og Bødskov politisk, men virkelig store politiske forskelle, der skiller Socialdemokraterne fra Venstre og Dansk Folkeparti. Bødskov og jeg går til valg på det samme politiske program, som er Socialdemokraternes. Og det appellerer meget mere til den almindelige forstadsdansker, end Venstres og Dansk Folkepartis programmer gør,« siger han.

»Jeg har da personligt en interesse i at blive valgt, men hvis du ser det fra vælgernes side, så er kampen mellem partierne mere interessant,« siger Mattias Tesfaye.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Bødskov, der er på ferie. Men han har tidligere sagt til dr.dk, at han håber på, at et opgør slet ikke bliver nødvendigt.

»Jeg er helt sikker på, at Socialdemokraterne går frem mod næste valg. Det ser ikke for godt ud nu, men når fronterne bliver trukket op frem mod næste valg, skal Socialdemokraterne nok gå frem,« siger han.