Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er i gang med at lave et historisk comeback, som stort set ingen havde troet mulig.

Det konstaterer Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator, efter en ny Wilke-måling for Jyllands-Posten viser, at rød blok står til 51,6 procent af stemmerne. De borgerlige må nøjes med 48,4 procent og dermed endnu en periode i opposition.

»Det er et politisk comeback, som praktisk talt ingen i dansk politik har troet på. Selv langt ind i Socialdemokratiet har der været en lang periode, hvor man anså valget for at være tabt på forhånd,« siger Thomas Larsen.

I den aktuelle måling står Socialdemokraterne til at blive landets største parti med 25,1 procent af stemmerne, mens Venstre indtager andenpladsen med 19,3 procent.

Dansk Folkeparti går tilbage i forhold til de seneste målinger og står nu til at få 17,9 procent af stemmerne, mens Socialdemokraternes regeringspartner, de Radikale, går frem til 7,4 procent.

»Det sætter Lars Løkke Rasmussen (V) og Venstres topledelse under et enormt pres, fordi de er pisket til at få stoppet Socialdemokraternes fremgang. Det skal ske hurtigt, ellers begynder det mere og mere at ligne et tabt slag,« siger Thomas Larsen.

Han undrer sig over den måde, Venstre har indledt valgkampen.

»Når man ser det udefra, så har Venstre været underligt passive gennem hele foråret. Det har været forbløffende at se, at de har ladet Socialdemokraterne køre deres stort anlagte kampagne i stilling uden stort set at møde modstand,« siger Thomas Larsen og uddyber:

»Jeg synes også, det har været forbløffende at være vidne til, at Venstres top tilsyneladende ikke har været mere velforberedte til den her valgkamp - her tænker jeg selvfølgelig på nogle af de cases, de har lagt frem, som det har været alt for let for Socialdemokraterne at gå ind og så tvivl om,« siger han.

I Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af de seneste meningsmålinger ligger sejren fortsat til oppositionen, men regeringsfløjen haler kraftigt ind. Her står rød blok til 49,4 procent af stemmerne, mens blå blok fortsat er i front med 50,6 procent.