Usikkerhed om partiets holdning til brugerbetaling hos lægen kan koste Venstre stemmer, vurderer politisk kommentator. Regeringsfløjen er klar til at kritisere.

Venstre har ingen planer om at indføre brugerbetaling hos de praktiserende læger, fastslår gruppeformand Kristian Jensen (V).

Det føler han behov for at understrege, efter flere af partiets folketingskandidater har stået frem og erklæret, at de mener, det bør koste et beløb at gå til lægen.

Men trods gruppeformandens forsikring kan det gå hen at blive en træls sag for Venstre, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der påpeger, at brugerbetaling inden for sundhedsvæsnet er en ren tabersag.

»Stort set alle meningsmålinger på området viser, at danskerne er modstandere af, at lægebesøg skal koste penge. Det betyder, at Venstre kort tid inden et skelsættende folketingsvalg flirter med en vælgermæssigt set farlig sag. De leger med ilden,« siger kommentatoren.

Det er BT, der søndag kan fortælle, at en stor del af de venstrefolk, der har svaret på Altingets kandidattest, er enige i, at det skal koste 100 kroner at gå til lægen. En af dem er tidligere folketingsmedlem Colette Brix, der er folketingskandidat i Københavns Storkreds.

Brugerbetalingen skal forhindre, at vi render lægerne på dørene med indbildte sygdomme, forklarer hun.

»Vi har efterhånden fået et samfund, hvor der er en diagnose på alt. Børn har ADHD og voksne har stress. BT har en ny sygdom på forsiden hver dag, og når medierne hele tiden fortæller én, at man er syg, så føler folk, at de må gå til lægen. Det er simpelthen blevet for meget,« siger Colette Brix til Berlingske Nyhedsbureau.

Kristian Jensen understreger, at Venstre ønsker en undersøgelse af udbredelsen og anvendelsen af brugerbetaling i sundhedssystemet, men partiet har ikke tænkt sig at foreslå, at der udstedes regninger til patienterne hos de praktiserende læger.

»I dag er 13 procent af sundhedsudgifterne dækket af brugerbetaling, men tilsyneladende er det meget tilfældigt, hvordan metoden bliver brugt. Vi ønsker en mere retfærdig fordeling af brugerbetalingen, men vi ønsker ikke mere brugerbetaling,« siger gruppeformanden.

Den socialdemokratiske sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), påpeger dog, at ledende venstrefolk som Lars Løkke Rasmussen (V) og regionsrådsformand Carl Holst (V) tidligere har udtalt sig positivt om netop brugerbetaling hos de praktiserende læger.

»Det er en liberal holdning at gå ind for brugerbetaling, og det skal danskerne vide,« siger S-ordføreren.

Thomas Larsen er ikke i tvivl om, at Socialdemokraterne og resten af venstrefløjen vil slå hårdt på Venstres ambivalente holdning til brugerbetaling under den kommende valgkamp.

»Selv om Venstre officielt lægger ideen ned, vil S-politikerne bruge det til at skræmme vælgere væk fra Venstre og de borgerlige. Her er der mulighed for at køre en effektiv skræmmekampagne, så det bliver uden tvivl en del af valgkampen,« siger Berlingskes kommentator.

»Der er også store vælgergrupper inden for Venstres egne rækker, der er dybt imod brugerbetaling for at gå til lægen,« tilføjer han.