Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har været nede på knæ og friet til sin kæreste, den tidligere folketingspolitiker og partifælle Nanna Westerby

Og hun sagde ja, fortæller Thor Möger Pedersen i et interview til DR P1.

- Hun har heldigvis sagt ja, og så er den næste vigtige debat i det lille hjem, om det skal være et vinter eller et sommerbryllup, men jeg tror jeg overlader den slags beslutninger til min bedre halvdel, siger Thor Möger Pedersen i P1 programmet Politisk Sommer.

Den kun 27-årige minister er regeringens yngste minister og har været sammen med Nanna Westerby i en årrække. Parret har sammen datteren Bjørk på 2 år og bor i et rækkehus i Vanløse.

- Familieliv betyder faktisk meget for mig. Og det at have fået en lille datter er faktisk det mest fantastiske, jeg har oplevet. Hun er lige fyldt to år, så det var første gang hun forstod det der med gaver. Det var en stor dag for lille Bjørk. Al fritid går til familien, siger Thor Möger Pedersen.

Har du tid til din datter?

- Ja, det synes jeg faktisk. Det er klart, at når man har et job som mit, er noget af det, man altid har dårlig samvittighed over, at man ikke har tid nok til sin familie. Men omvendt kan man sige, at det som betyder noget for alvor, det er familien, så al den tid jeg kan undvære, det går til dem, siger Thor Möger Pedersen til P1.