Statsministeren minder om, at efterretningstjenesten har pligt til at makulere sager, som ikke længere er aktuelle

Det er ikke noget galt med, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) sletter sagsmapper på vigtige danske personligheder. Tværtimod. Det fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde tirsdag. - Det har fremgået af pressen, at det nærmest er forkert at makulere sager i efterretningstjenesten. Dertil vil jeg bare sige, at principielt skal PET makulere sager, som ikke længere har nogen værdi for efterretningstjenesten, sagde Helle Thorning-Schmidt. Ifølge arkivloven har PET pligt til at indberette materiale af historisk værdi til staten. Men statsministeren mener, at det ligefrem kan være positivt, at slette rapporter, sagde hun: - Det kan være det modsatte - nemlig rigtigt og korrekt. Det er ikke meningen, at efterretningstjenesten skal holde på oplysninger, som ikke længere er relevante, sagde Thorning. Hun understregede dog, at den uvildige undersøgelse, som nu skal gennemgå PETs sletning af en række gamle rapporter om betydningsfulde danskere, vil være »en fornuftig måde at undgå, at myter spreder sig«. Blandt andre har de tidligere statsministre Jens Otto Krag (S) og Poul Hartling (V) fået makuleret deres sagsmapper af PET. Det skete i 1996 på trods af, at PET året forinden havde lovet at aflevere alt materiale af særlig historisk værdi til Rigsarkivet (nu Statens Arkiver). Oppositionen har krævet en redegørelse, men regeringen afviste - i første omgang. Så begyndte støttepartiet Enhedslisten at tale om at bringe regeringen i mindretal, og nu er sagen endt med, at justitsminister Morten Bødskov (S) har lovet en uvildig undersøgelse af PETs sletning af sagsmapperne på flere ministre i perioden fra 1989 til 1998. - Der er rejst en række spørgsmål om PETs sletninger, og det er vigtigt for regeringen, at der er en høj grad af tillid til vores efterretningstjenester, og at der ikke er et grundlag for mytedannelser. Derfor har vi sammen med Enhedslisten truffet beslutning om at undersøge, hvilke retningslinjer der gjaldt for PETs makuleringer, forklarede Morten Bødskov (S). Den uvildige undersøgelse betyder, at regeringen undgår at blive stemt ned i folketingssalen onsdag, hvor oppositionen sammen med Enhedslisten har indkaldt til en hasteforespørgsel om makuleringerne.