FNs Flygtningehøjkommissariat har flere gange kritiseret danske asylstramninger. Thorning, der nu er kandidat til posten som flygtningehøjkommissær, forsvarer fortsat stramningerne.

Helle Thorning-Schmidt (S) står stadig på mål for de stramninger på asylområdet, der blev gennemført i hendes regeringstid.

Stramninger, der har affødt kritik fra FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), som Thorning nu er kandidat til at overtage topposten i.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har nemlig besluttet at indstille Helle Thorning-Schmidt til posten som ny flygtningehøjkommissær, og i den forbindelse forsvarer Thorning de stramninger, hendes regering gennemførte på blandt andet familiesammenføringsområdet.

»Jeg står helt på mål for de beslutninger, der blev truffet, da jeg var statsminister. Og man skal under alle omstændigheder huske på, at Danmark er en stærk samarbejdspartner for UNHCR og har været det længe,« siger Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde i Statsministeriet fredag formiddag.

SR-regeringens stramninger medførte blandt andet, at asylansøgere på midlertidig opholdstilladelse ikke kan få familiesammenføring det første år, de er i Danmark, og det fik UNHCR til at anklage Danmark for at være på kant med international ret.

På spørgsmålet om hvorfor Thorning ikke lyttede til kritikken fra FN-organet dengang, lyder hendes svar:

»Jeg har ikke mere at tilføje i forhold til det, jeg har sagt. Jeg står på mål for de beslutninger, der blev truffet. Men man skal huske på, at det at være FNs flygtningehøjkommissær handler om mere end UNHCRs forhold til Danmark.«

Helle Thorning-Schmidt betoner, at Danmark er en af de største bidragsydere i forhold til udviklingsbistand.

»Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om Danmarks engagement i forhold til at løse de udfordringer, som verden står med, når det handler om flygtninge. Jeg tror ikke, der er en eneste i FN, som tvivler på Danmarks engagement i denne her sag. Det gælder den tidligere regering, men det gælder bestemt også den nuværende regering,« siger hun.

Den nuværende regering har også fået kritik fra UNHCR for sine asylstramninger. Her er det den nye integrationsydelse på SU-niveau, der har stået for skud.

UNHCR har i et høringssvar beskyldt regeringen for at bryde FN-konventionen ved at forskelsbehandle flygtninge og danske statsborgere i forhold til retten til social sikkerhed.

Men Lars Løkke Rasmussen understreger ligesom Helle Thorning-Schmidt, at der bør fastholdes »et internationalt perspektiv på denne her internationale post«.

»I et internationalt perspektiv har Danmark intet at skamme sig over,« siger statsministeren og fortsætter:

»Vi står sammen med resten af Europa og resten af verden med en kæmpe udfordring, som skal håndteres internationalt. Der er en opgave for Europa, men det er i høj grad også en opgave for FN.«