Helle Thorning-Schmidt skal for første gang i tre et halvt år selv tage sin telefon, planlægge sin kalender og bevæge sig omkring uden PET-vagter. I hvert fald for en stund.

Det er kun et spørgsmål om tid, før nu tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er væk fra Christiansborg og har fået et internationalt topjob. Det mener flere medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, som BT har talt med.

De siger, at den generelle opfattelse er, at Helle Thorning-Schmidt inden næste valg meget vel kan have sikret sig et internationalt topjob, som hun tidligere er blevet sat i forbindelse med:

Læs også:

»Mange i gruppen forventer, at Helle vil se sig om efter en post internationalt. Hun var parat til det, dengang hun var i spil, og hun har gode kort på hånden, bl.a. har hun et godt forhold til den tyske kansler Angela Merkel og andre. Hun har en høj stjerne dér og i EU generelt,« siger en af kilderne.

Netværk: Helle Thorning-Schmidt og Tysklands forbundskansler Angela Merkel har efter sigende et godt forhold til hinanden.
Netværk: Helle Thorning-Schmidt og Tysklands forbundskansler Angela Merkel har efter sigende et godt forhold til hinanden. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Mon ikke hun søger ud i verden. Det ligger jo ligefor. Hun er højt kvalificeret, har ført Danmark godt gennem krisen og har mange statslederes opmærksomhed,« siger en anden kilde.

En af Helle Thorning- Schmidts nære veninder, journalist og kommentator Annegrethe Felter Rasmussen, mener også, at et internationalt topjob er en god mulighed.

Læs også:

»Jeg tror såmænd, det er givet, at internationale organisationer og virksomheder også er interesserede i hende, men jeg kan ikke se hende sige ja til tilbud, som hun ikke har hjertet med i,« siger hun.

Det er da også en helt ny, anonym tilværelse, der venter den tidligere statsminister efter sommerferien, hvis hun fortsætter i dansk politik.

Helle Thorning-Schmidt, der i 10 år har siddet for bordenden hos Socialdemokraterne, skal finde sig en ny plads i livet – og i verden.
Helle Thorning-Schmidt, der i 10 år har siddet for bordenden hos Socialdemokraterne, skal finde sig en ny plads i livet – og i verden. Foto: STEPHANIE LECOCQ
Vis mere

Helle Thorning-Schmidt gjorde således ikke meget væsen af sig på gruppemødet 29. juni, dagen efter at Mette Frederiksen var blevet valgt til ny formand for Socialdemokraterne på en ekstraordinær kongres. Thorning, der i 10 år har siddet for bordenden, skulle finde en ny plads. Og hun fandt selv hen ved siden af sin nære allierede, tidligere finansminister Bjarne Corydon, som hun hviskede lidt med, mens gruppen klappede af Leif Lahn og Maja Panduro, der takkede af som gruppeformand og politisk ordfører.

Læs også:

»Alt var klappet af på forhånd, og alt gik bare rigtig godt, da de skiftede kasketter, og Helle fandt sin nye plads,« siger en kilde i S-gruppen, mens det fra en anden lyder:

»Hun virkede faktisk afslappet og befriet.«

Der var gået 11 dage siden valget, hvor Helle Thorning-Schmidt i aftenens løb måtte erkende, at hun ikke længere var statsminister i Danmark. At hun måtte sige farvel til en tilværelse, der har fyldt næsten alt i tre et halvt år. Og i en alder af 48 år tager hun nu hul på et nyt kapitel af sit liv.

Privat: Det er længe siden, at Thorning har haft så god tid til at gå hånd i hånd med manden Stephen Kinnock, som hun har nu.
Privat: Det er længe siden, at Thorning har haft så god tid til at gå hånd i hånd med manden Stephen Kinnock, som hun har nu. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

I hjemmet på ydre Østerbro i København kunne hun, omgivet af sine nærmeste rådgivere og sin mand Stephen Kinnock, se sit liv blive vendt på hovedet. Få timer efter stod hun foran S-kammeraterne på Christiansborg, hvor hun tog konsekvensen af faldet fra magtens tinde og trak sig efter mere end 10 år som formand for Socialdemokraterne.

»Helle er som person og politiker ekstremt velstruktureret og planlægger meget minutiøst, hvad hun skal og ikke skal. Og hun har selvfølgelig været fuldstændig afklaret med begge scenarier. Nu tabte hun så magten, og var helt afklaret med, at hun skulle gå af,« siger en af BTs kilder, der er tæt på Thorning.

På valgaftenen ventede danskerne mange timer på at se både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen (V) træde frem, men det var angiveligt ikke, fordi Thorning var i tvivl om, hvad hun skulle gøre, at hun lod vente på sig. Det skyldtes bl.a., at resultaterne kom langsommere ind end ved sidste valg. Der var også i løbet af aftenen stor tvivl om, hvor de nordatlantiske mandater endte. Og det var jo et meget tæt valg, hvor kun ét mandat afgjorde Thornings skæbne.

Nu ser den tidligere statsminister frem mod et helt nyt liv. Hun er blevet Folketingets første næstformand. Det betyder, at hun jævnligt skal sidde på formandsstolen i Folketinget, når Pia Kjærsgaard ikke har tid, og at hun skal deltage i præsidiets arbejde og møder sammen med Kjærsgaard og de tre andre næstformænd. Præsidiet udgør Folketingets øverste ledelse, og i praksis skiftes de fem præsidiemedlemmerne til at sidde i formandsstolen. Vagterne i formandsstolen fordeles uge for uge. Det er en prestigefyldt post, der tilfalder få politikere, men det er alligevel langt fra det liv, som Helle Thorning-Schmidt har levet som formand for Danmarks største parti og som statsminister.

Staben er væk

For første gang i mere end 10 år er hun ikke den, der tager kuglerne for Socialdemokraterne i den politiske krig. Ministerbilen og chaufføren er væk. Staben, der styrede hendes kalender, tog hendes telefoner, svarede hendes mail, og spindoktorerne, som hun spillede bold op ad, når politikken skulle udvikles, strategien lægges og pressen skulle fodres, er også fortid. Nu er der ikke længere møder med den amerikanske præsident Barack Obama, den tyske forbundskansler Angela Merkel, ligesom de fortrolige snakke med toppen af FN og EU heller ikke fylder i kalenderen.

Helle Thorning-Schmidt skal for første gang i tre et halvt år selv tage sin telefon, planlægge sin kalender og bevæge sig frit rundt uden PET-vagter.

I hvert fald for en stund. For mange mener altså, at næste akt for Thorning bliver den internationale politiske scene. Og det er ikke kun folketingsgruppen, der tænker i de baner.

På den store scene: Til en mindehøjtidelighed for Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela sætter Thorning sig selv og Barack Obama i fokus med et selfie-fotografi.
På den store scene: Til en mindehøjtidelighed for Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela sætter Thorning sig selv og Barack Obama i fokus med et selfie-fotografi. Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere

Erhvervskvinden Stine Bosse, der tidligere har været topchef i forsikringsgiganten Tryg, og som i valgkampen optrådte i S-annoncer, vurderede over for BT i juni, at Helle Thorning-Schmidts muligheder for netop et internationalt topjob er gode.

»Hun har bevist, at hun har nogle ganske formidable lederevner, så hun vil kunne indtage bestyrelsesposter, men også overordnede topstillinger i mange forskellige brancher. Jeg opfatter hende som absolut beslutsom og retningsgivende, men ikke diktatorisk. Det er det moderne lederskab, hvor man arbejder som et hold og samtidig leverer resultater. Det kigger mange efter i dag,« sagde Stine Bosse, der pegede på, at Helle Thorning-Schmidts evner rækker ud over Danmarks grænser:

»Det er måske mere sandsynligt, at hun vil være meget efterspurgt i en europæisk organisations-sammenhæng. Eller måske i FN-sammenhæng. Internationalt har hun en høj stjerne – dér kunne jeg sagtens se hende,« sagde Stine Bosse.

Indtil videre er Helle Thorning-Schmidt dog medlem af Folketinget for Socialdemokraterne. Ordførerposter har hun ingen af. Til gengæld flytter hun ind på det kontor, som det nu afdøde S-koryfæ Svend Auken tidligere har haft.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt til denne artikel.