Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt er gennem deres støtter havnet i et nyt ondt opgør.

Den interne krig i Socialdemokraterne mellem Mette Frederiksens støtter og Helle Thorning-Schmidts støtter er taget til, efter at Mette Frederiksen er rykket fra Beskæftigelsesministeriet over i Justitsministeriet.

I korridorerne på Borgen er luften tyk af rygter og beskyldninger. Helle Thorning-Schmidts støtter mener, at Mette Frederiksen er hysterisk og brutal over for de S-medlemmmer i hendes netværk på Christiansborg, der ikke blindt adlyder hver en befaling. Samme barske stil, som hun beskyldes for at føre over for embedsmændene i Justitsministeriet og angiveligt også tidligere overfor embedsmændene i Beskæftigelsesministeriet.

Mette Frederiksens støtter mener til gengæld, at hun klarer sine svære opgaver med stor succes, at Justitsministeriet vil skabe en stærkere platform for hende frem mod næste valg og gøre hende endnu mere velegnet til at tage over som formand efter næste valg, hvis Socialdemokraterne og De Radikale taber næste valg.

Køligt forhold

Helle Thorning-Schmidts støtter peger på, at forholdet mellem Thorning og Mette Frederiksen er køligt, og Thorning har undret sig over illoyale udtalelser fra Mette Frederiksen, samt at Mette Frederiksen så tydeligt har promoveret sig selv som kronprinsesse.

Forskellige S-kilder mener også, at outsideren, forsvarsminister Nicolai Wammen ikke har opgivet selv at komme i spil, hvis Mette Frederiksen skulle miste grebet om magtkampen.

Mange i S-toppen havde gjort sig klar til, at Helle Thorning-Schmidt skulle til Bruxelles.

Nu er situationen imidlertid, at Thorning må gå af, hvis hun ikke vinder næste valg.

Det aktuelle drama udspringer af, at Mette Frederiksen svingede pisken over embedsmændene i Justitsministeriet fra dag et og straffede departementschef Anne Axelsson ved at forvise hende til Kirkeministeriet. Anonyme embedsmænd - primært fra Beskæftigelsesministeriet - svarede igen ved at bagtale hende i Politiken og beskylde hende for at være så grov og intimiderende, at yngre fuldmægtige måtte beskyttes og holdes væk fra den hidsige minister.

Mens embedsmændene i Justitsministeriet mødte op på arbejde i sort begravelsestøj i en fælles protest mod behandlingen af departementschefen.

Mette Frederiksen styrer på barsk facon sin egen kaffeklub Netværket. Hendes nære allierede i Netværket, Pernille Rosenkrantz-Theil, Jens Joel og Ane Halsboe-Larsen, betegnes som et tæskehold over for de politikere, der ikke makker ret.

Straffeaktioner

Internt i Socialdemokraterne tales der om, at Mette Frederiksen ligefrem står i spidsen for straffeaktioner mod politikere i kaffeklubben, der ikke fuldstændig ensidigt støtter hende og hendes postion i partiet som arvtager efter Thorning.

Eksempelvis er udlændinge- og integrationsordfører Mette Reissmann skiftet fra Mette Frederiksens kaffeklub Netværket til den mere højdredrejede Morgenmadsklubben, som tæller erhvervsminister Henrik Sass Larsen, finansminister Bjarne Corydon, sundhedsminister Nick Hækkerup og tidligere justitsminister Morten Bødskov.

Og som uformelt også er Helle Thorning-Schmidts klub.

Fornyet tro på valgsejr

Da Reissmann i oktober i Jyllands-Posten betegnede asylansøgere som ’uønskede gæster’, stod gruppenæstformand Ane Halsbo-Larsen frem i et interview på TV2 og langede ud efter hende.

- Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke var ord, jeg ville have brugt, og at det ikke er Socialdemokratiets holdning, sagde Halsbo-Larsen, der i øvrigt var sammen med Mette Frederiksen den aften, interviewet blev gennemført.

Og netop den udtalelse vurderes i partiet at være en straffeaktion sat i værk af Mette Frederiksen.

Selv om alle meningsmålinger fortsat viser en blå valgsejr, så er der fornyet tro på, at Helle Thorning-Schmidt kan vinde valget, og derfor samler partiet sig om hende.

Det sidste, der er brug for, er intern uro.

Stor ildhu

En af Mette Frederiksens støtter i folketingsgruppen siger:

- Mette Frederiksen har sat sig i førersædet og rydder op. Hun viser, at hun kan løfte de svære opgaver, hun får, og hun gør det godt.

En anden Frederiksen-støtte siger:

- Hun bliver klart styrket i denne proces og er bedre rustet til at tage over på et tidspunkt.

Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen, der også er en vigtig brik i Mette Frederiksens netværk, siger:

- I mine samtaler med Mette kan jeg mærke, at hun kaster sig ind i den nye opgave med stor ildhu. Hun vil tale og lytte, og hun er også optaget af at løse de bandeproblemer, jeg f.eks. trækkes med i min kommune. Når hun er lykkedes med denne opgave, vil hun stå meget stærkt tilbage, siger Thomas Gyldal Petersen.