En kvinde med muslimsk hijab-tørklæde, baby i favnen og seks andre børn vender om, og begynder at gå tilbage, da hun ser politiopbuddet, der tager imod Turkish Airlines TK1783 fra Istanbul i Københavns lufthavn.

»Come, come this way,« siger den danske lufthavnsbetjent, men forsvundet er hun. Senere dukker hun op igen og det viser sig, at den store familie skal videre til Sverige.
Det får hun lov til, mens en mand bliver trukket til side, fordi hans visum ser underligt ud. Han har fået visum til Spanien udstedt i Teheran, og ifølge hans papirer skal han besøge en kaffeautomatfabrik i Spanien. Men nu står han altså i København og siger, han skal besøge sin søster.

Han bliver trukket ud til et ekstra baggrundstjek.

På et tidligere fly torsdag morgen har lufthavnspolitiet spottet tre syrere fra Jedda med græsk visum på vej på ferie i Sverige.
»De smider deres papirer væk i toget til Malmö, og kommer aldrig tilbage,« vurderer en erfaren politimand.

»Og deres papirer er ægte nok?« spørger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkepartis formand er på besøg hos grænsekontrollen i Københavns Lufthavn, for ved selvsyn at vurdere sikkerheden.

»Ja, det er ikke falske papirer. Vi kan ikke modbevise at de skal på ferie, selvom de sikkert har alle deres ejendele med i kufferterne. Det oplever vi dagligt,« siger politimanden.

Det er ikke noget nemt job. De danske politifolk kan ikke sende syrerne tilbage til Grækenland af humanitære årsager. Og grækerne udsteder visa med rund hånd. De tjener 60 euro på hvert visum de udsteder, og kan ikke hænges op på noget.

»Ja, jeg er bare imponeret over, at I kan opretholde moralen,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han står til at få central indflydelse på dansk politik efter næste valg, hvis blå blok vinder - enten i en borgerlig regering eller som stort støtteparti. Så kommer han også til at stå for velkomsten til Danmark.

Og han vil gerne give mange flere penge til grænsekontrollen, både i Københavns lufthavn og andre steder rundt om i landet.

»Hvis Københavns lufthavn er den sikreste og mest grundige lufthavn i Europa, så vil folk, der ikke har orden i papirerne selv vælge at holde sig væk,« siger han.

Så der skal flere ressourcer til?

»Ja, generelt ved fysiske grænser, men også kontrol af lufthavne, hvor presset er stigende. Det kan jo ikke være rigtigt, hvis chancen er større for at vinde i lotto end for at blive taget i lufthavnen.«

Folk går til de mærkeligste yderligheder for at komme ind i Danmark og Sverige. Nogle har proppet ting i ansigtet, for at komme til at ligne en andens pasfoto. En ting er falske pas og papirer, men mange prøver simpelthen at komme ind i landet på andre menneskers ægte pas. Det kan være en fætter eller bror, og det kan være svært at se forskel. Desuden skal det tit gå hurtigt. Hvis en person skal videre med et andet fly, skal man have en virkelig god grund, hvis man holder ham tilbage så længe, at han misser sit fly. Og der kan være ekstremt tryk på.

På store rejsedage passerer næsten 100.000 passagerer gennem lufthavnen på en dag. Lufthavnspolitiet ringer flittigt til kolleger i andre lande og skaffer fotos og oplysninger om mistænkelige personer. De er blevet udstyret med en ny EU-støttet scanner til 750.000 kr., som kan opdage de mindste uregelmæssigheder i pas og visa.

Inden længe tagrs et nyt automatisk sikkehedstjek i brug, ABC, Automated Border Control. Det betyder at almindelige rejsende fra Schengen-lande bare kan køre deres pas gennem en pas-scanner. Det frigør arbejdskraft til at lufthavnspolitiet kan bruge mere energi på at undersøge folk fra tredjelande.

»I princippet kan passagerer fra Schengen-lande rejse ind uden at møde en betjent. Og så kan vi give en mere fokuseret indsats på de andre,« siger politiinspektør Steen Pedersen, der er leder af Grænsekontrolsafdelingen.

I 2013 afslørede BT i en række artikler, at mange illegale indvandrere slap uantastet gennem Københavns lufthavn, bl.a. med den såkaldte »somalier-ekspres« fra Milano?

»Vi har en forbedret procedure, og en masssiv uddannelsesindsats. Der slipper helt sikkert færre igennem nu end i 2013.«
Men alligevel bliver I snydt hver dag?

»Intet sikkerhedssystem er 100 pct. sikkert. Men vi gør os faktisk umage,« siger Steen Pedersen.