Den tidligere danske minister Rasmus Helveg Petersen vender tilbage til sine uddannelsesmæssige rødder.

Han er således fra tirsdag tiltrådt som kommunikationschef hos energiselskabet Vattenfall.

Det oplyser han selv på LinkedIn:

»Jeg glæder mig til at møde mine dygtige og dedikerede kolleger i de kommende uger og måneder, og til selv at komme i gang,« lyder det her.

Rasmus Helveg Petersen er oprindeligt uddannet journalist, men han har i de seneste mange år forfulgt en politisk karriere hos Radikale Venstre.

Her han i en årrække været folketingsmedlem og også bestridt to ministerposter:

  • Fra 2013-14 var han Udviklingsminister.
  • Fra 2014-15 var han Klima-, energi- og bygningsminister.

Han mistede dog sit sæde i Folketinget ved valget i 2022, og sidste år mislykkedes det så også for ham at blive sit partis EU-spidskandidat, hvilket samtidig videre markerede den indflydelsesrige families farvel til dansk politik.

»I en dynasti-sammenligning vil jeg mene, at Helveg-klanen må siges at være den mest betydningsfylde,« som lektor i historie på Aarhus Universitet Niels Wium Olesen i den forbindelse udtalte.

Det nye job som kommunikationschef er altså velkendt område for Rasmus Helveg Petersen, der blev uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole for lige over 30 år siden.

Efterfølgende var han ansat hos flere danske medier og havde også ansættelser som kommunikationschef hos både Verdensnaturfonden og Gigtforeningen, inden han blev valgt ind i Folketinget.