Tove Fergo formåede i sin ministertid at lægge sig ud med mange. Den tidligere kirkeminister døde natten til mandag, 69 år gammel.

Tidligere folketingsmedlem og minister Tove Fergo (V), der døde natten til mandag, var gennem hele sin karriere en farverig skikkelse.

Hun formåede at komme i strid med både politiske kolleger, præster, landsforeningen af menighedsråd og andre organisationer - alene i sine små fire år som kirkeminister.

Hun havde ikke haft mange dage på ministertaburetten tilbage i 2001, før hun luftede ideen om, at den nye salmebog ikke skulle sendes til autorisation hos Dronningen, som proceduren ellers normalt er. Det skabte et ramaskrig i kirken, og Fergo måtte rette ind efter, at ti fortørnede biskopper havde indkaldt hende til krisemøde.

Men det var ikke kun Tove Fergos håndtering af opgaverne i Kirkeministeriet, der fik hende til at skille sig ud i Folketinget.

Fergo blev valgt til Folketinget i 1994, og i løbet af sine år på tinge gjorde hun sig bemærket blandt de øvrige politikere, fordi hun altid medbragte egen madpakke, når politikerne tog på udvalgsture. Forklaring var enkel: Fergo mente simpelthen ikke, at skatteborgernes penge skulle gå til politikernes forplejning.

Den politiske karriere sluttede officielt for Tove Fergo i 2005. Hun opnåede ikke genvalg til Folketinget og tog derfor selv konsekvensen og forlod ministerkontoret. Herefter vendte Fergo tilbage til præstegerningen, et embede som hun også besad, før hun blev folkevalgt.

Det blev dog ikke et farvel til mediernes rampelys - til det var hendes holdninger for markante.

Fergo gjorde sig igen særligt bemærket i 2012, da det kom frem, at hun frarådede sine egne konfirmander at tage til gudstjeneste.

»Jeg tror, vi skræmmer dem. De sidder som 13-årige i kirken og tænker, at det her er så møgkedeligt, at når vi har betalt prisen, er kommet her otte gange og er blevet konfirmeret, så kommer vi først igen, når vi er tvunget til det,« sagde hun dengang til Berlingske.

Samme år fastslog hun, at hverken hun eller hendes præstekollega i Simon Peters Kirken på Amager ville vie homoseksuelle i kirken.

»Et ægteskab er et forhold mellem en mand og en kvinde. Og det er det, jeg vier til,« sagde hun til Politiken.

Selv om det er ti år siden, at Tove Fergo forlod Folketinget og selv om hun har skabt en del ravage, vil hun blive savnet, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

»Tove arbejdede igennem alle årene dedikeret for det, hun troede på, som sognepræst, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, folketingsmedlem og kirkeminister. Mine tanker går til hendes familie, der har mistet et vidende og varmt menneske,« siger han i en skriftlig kommentar.

Samme melding kommer fra partiets næstformand, Kristian Jensen (V), via Twitter:

»Det er trist at sige farvel til Tove alt for tidligt. Det er en stor stridskvinde, Venstre har mistet,« skriver han.

Tove Fergo var optaget af religion det meste af livet. Hun voksede op på Nørrebro i København, men gik i indremissionsk ungdomsskole i Espergærde, inden hun begyndte at læse teologi på Københavns Universitet.

I 1973 blev hun ordineret præst og havde sit embede i Simon Peters Sogn på Amager, hvor hun vendte tilbage efter sin tid i Folketinget. Fergo begyndte sin politiske karriere i Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun var valgt ind fra 1990-98.