To episoder fik Özlem Cekic til at hade danskerne: 'Jeg blev mere og mere rabiat'

Som teenager sparede tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic op til en flybillet til Afghanistan. Hun ville  være hellig kriger og kæmpe mod Vesten. Danskerhadet havde fået tag i hende, og hun så racister overalt. En klog imam og en chef, der rakte hånden frem,  fik hende til at se, at danskerne også er meget andet. Hun er taknemmelig for deres hjælp. I dag prøver hun at åbne andres øjne for mangfoldigheden og rummeligheden i Danmark

Han tog fat i mit tørklæde bagfra og hev mig bagover. Jeg var lige ved at falde på ryggen, men manden skubbede mig trods alt op, så jeg ikke faldt. Jeg råbte og skreg efter ham. Jeg trampede i jorden midt i lyskrydset, og folk må have tænkt, at jeg havde fået et hysterisk anfald. 'Racist..! Racist..! Racist..!, råbte jeg. ’Danskerracist'.

Der er to episoder i Özlem Cekics opvækst, som lagde grunden til hendes danskerhad. Begge fandt sted med få ugers mellemrum, da hun var 12 år gammel. Den ene er ovennævnte eksempel, den anden  var da en tilfældig ung mand,  gengældte hendes smil med at affyre  en slimet spytklat, der landede på hendes tørklæde og langsomt drev ned ad hende.

»Der skete der noget i mig. Det var en kombination af at leve et sted, hvor jeg ikke kunne sproget, hvor jeg klarede mig dårligt i skolen, hvor mine forældre ikke kunne hjælpe mig og i det hele taget bare var anderledes på mange måder. Og så de to oplevelser med to ugers mellemrum. Da tænkte jeg: ’Danskerne er racister’ og den tanke voksede sig hurtigt større og større i mit hoved,« fortæller Özlem Cekic.

Krigen mellem indvandrerbanderne i København har fyldt mediebilledet de seneste uger. Det samme har kritikken af en integrationspolitik, der stadig gør det mere attraktivt for rodløse unge at gå ind i bandemiljøet eller tage til Syrien som hellige krigere, i stedet for at nyde fællesskabet med andre unge på en uddannelse eller en arbejdsplads i Danmark.

Tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic har selv været der. Som helt ung var hun også sikker på, at løsningen var at kæmpe som hellig kriger. 22.august lander hendes nye bog ’Hvorfor hader han dig, mor?’ på boghandlernes hylder. En bog, hvor hun indvier os i, hvad der førte til hendes ønske om at blive hellig kriger. En bog, hvor hun tager os med, når hun drikker ’dialogkaffe’ med de danske muslimhadere, som har sendt hende hadefulde mail. Et projekt som nu går verden rundt, fordi mediemastodonten BBC fik øjnene op for hende. Mød Özlem Cekic, der i dag har formået at bygge bro fra sit eget ’danskerhad’ til danske muslimhadere.

Vejen til Danmark

Özlem Cekics forældre kom til Danmark som gæstearbejdere i 70erne.  Özlem selv blev født i 1976. Men forældrenes plan var aldrig at blive danskere. Målet var at tjene penge nok, til at  de kunne bygge deres eget hus i landsbyen hjemme i Tyrkiet og købe 40 får, så de kunne blive selvforsynende. Men opsparingen tog længere tid end forventet. Som ti-årig blev Özlem sammen med sin storebror sendt til Tyrkiet på et to-årigt ophold hos sin mormor, mens forældrene knoklede igennem i København.  Problemerne begyndte for alvor, da hun som 12-årig kom tilbage til København. Hun havde glemt sproget, det var hårdt at føle sig udenfor, anderledes og ikke kunne følge med i skolen.

»En dag vågnede jeg og besluttede, at jeg ville begynde at gå med tørklæde. Jeg håbede på, at de andre ville synes, at jeg var ’mystisk’, ’eksotisk’ og ’interessant’. Strategien virkede. Da jeg kom i skole, ville alle gerne snakke og spørge mig om alt muligt. Der var ingen, der afbrød mig. Men når de spurgte til Koranen, blev jeg nødt til at gå hjem og læse i den,« fortæller Özlem Cekic.

Hendes forældre forstod ikke, hvorfor hun pludselig ville have tørklæde på. Til daglig gik hun i stramme cowboybukser, kondisko og var en habil basketspiller, trods sin ringe højde. Hun var begyndt at komme i moskeen, fordi det var det eneste sted, hvor der var piger, der kunne hjælpe hende med lektierne. Her mødte hun også en ung mand, som lånte hende bøger, der handlede om Vestens krig mod muslimer.

Hverdagsracismen

Efter mødet med den mand, der prøvede at hive tørklædet af hende, begyndte ’den lille hverdagsracisme’ at fylde mere og mere i hendes bevidsthed. Noget af det var reelt nok, som de borgere, der ikke ville lukke hendes mor ind, når hun kom ud som hjemmehjælper, fordi hun var ’et sort svin’, andet foregik kun i Øzlem Cekics fantasi. Men efterhånden så hun ’racister’ overalt.

»I den periode  søgte jeg meget tilbage til min religion. Jeg blev mere og mere rabiat. Jeg holdt op med at give mænd hånden. Når min fars venner kom, sagde jeg ’velkommen onkel’ og lagde hånden på mit bryst i stedet. Jeg ville have mine forældre til at lade mænd og kvinder sidde adskilt hos os. Og jeg fortalte min far, at han kom tættere på helvede ved at se mavedansere på tyrkisk tv.«

Gjorde du det, fordi du mente det, eller var det for at provokere?

»Begge dele. Jeg fik en fantastisk reaktion, for mine forældre flegnede fuldstændig ud - hver gang. Det var en del af mit ungdomsoprør.«

Om natten læste Özlem Cekic i de bøger, hun havde fået af den unge mand i moskeen. Der var fortællinger om invasionen i Afghanistan, hvor jihadisterne sad i klippehuler i bjergene, kæmpede for Allah og blev beskudt.

»Jeg græd og hulkede over de fortællinger. Der gik det op for mig, at grunden til, at det hele var så svært, var, at danskerne og de vantro ikke ville os noget godt. Jeg fik bygget en fortælling op om, at det var, fordi vi var muslimer. Derfor planlagde jeg at tage til Afghanistan og kæmpe sammen med mine muslimske brødre og søstre«.

Syntes du, at den verden, du læste om i bøgerne, var mere attraktiv end din hverdag i Danmark?

»Ja og jeg tror også, at det er derfor, at jeg i dag forstår nogle af de radikaliserede unge.Men det betyder ikke, at jeg accepterer det, de gør. Der er noget galt, når de søger martyrdøden frem for en praktikplads. De har ikke noget at miste. Det er meget lettere at være modig, når man ikke har noget at miste.«

Jeg læste hestebøger eller kærlighedsromaner i den alder, hvor du drømte om at blive hellig kriger i Afghanistan. Tænkte du ikke, at det var farligt, at du risikerede dit eget liv?

»Nej, jeg fik mere ondt i maven ved tanken om, at min mor ville savne mig, når jeg ikke var der mere. Jeg tænkte meget praktisk, om jeg f.eks. kunne ringe hjem oppe fra bjergene.«

Tænkte du på, at du ville ud og slå mennesker ihjel?

»Nej, jeg tænkte aldrig så langt. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at stå sammen med mine brødre og søstre og kæmpe mod dét, der truede os muslimer. Det er derfor, det er så vigtigt, at nogen tager sig tid til at snakke med de unge. Kundbypigen gik og tænkte på at sprænge skoler i luften, nogen læser hestebøger, andre vil brænde en kat. Der er altid noget, der skubber til unge og noget, der trækker i dem. I mit tilfælde var det mit mislykkede liv, der skubbede mig, mens dét, der trak mig, var den unge fyr, der delte bøger ud ved moskeen.«

Den kloge mand

Den første person, Özlem Cekic indviede i sine Afghanistanplaner var den tyrkiske imam i moskeen. Han lyttede først stille. Så spurgte han, hvorfor hun troede, at muslimske lande som f.eks. Pakistan, Tyrkiet og Iran ikke hjalp Afghanistan. Hun kunne ikke svare.

Tyrkiske imamer har en uddannelse fra universitet, ligesom folk, der læser teologi i Danmark. Han havde viden om både islam og om verdenssamfundet og så viste han sig også at være klog på mennesker.

Han forklarer hende, at muslimske lande også er i konflikt med hinanden, at alle lande har forskellige motiver for at gå ind i en konflikt, og at det gælder om at være loyal overfor det land, man bor i.

»Kort efter søgte jeg praktikplads og bagefter arbejde i Føtex. Der måtte man ikke have tørklæde på, så imamen anbefalede, at jeg tog tørklædet af i arbejdstiden. Jeg havde set mig selv som offer, men pludselig var jeg den bedste til at fylde hylderne i skoafdelingen op. Jeg fik  lov til at bestille sko hjem. Jeg fik et stort ansvar, og jeg var god til det. En dag fandt jeg ud af, at jeg opfattede min chef Anne som dansker og ikke som racist. Hun introducerede mig til pigerne i tekstilafdelingen, og pludselig var de heller ikke racister. Så var der flaskedrengen, der sagde, at jeg ikke turde kysse, fordi jeg var muslim. Så jeg kyssede ham, og han var heller ikke racist. Antallet af racister blev færre og færre som tiden gik. Imamen hjalp mig med at få flere nuancer i min opfattelse af verden, men Annes væremåde vaccinerede mig mod mine egne fordomme.«

Dialogkaffe

I dag har Øzlem Cekic selv taget den rolle på sig, som Anne og imamen  havde over for hende. Hun rækker hånden ud og bygger bro mellem kulturer, og inviterer sig selv på dialogkaffe hos dem, der sender hende hademail.

Hvordan kom du på den ide?

»Som nyvalgt folketingsmedlem i 2007 var der én ting, der var sikkert: Når jeg havde været på talerstolen, var der bagefter 1-2 hademail i min mailboks. Afsenderne skrev alt fra ’din røv er stor i den der kjole’ til ’perkersvin, hvad laver du på vores allerhelligste talerstol’. Jeg slettede dem, for jeg kendte dem ikke og der var ingen grund til at snakke med dem. Men på et tidspunkt sagde en kollega til mig, at jeg blev nødt til at gemme dem: ’For når der sker noget en dag, er det godt, hvis politiet har noget at gå efter’. Så jeg lavede en hademailmappe, hvor jeg smed dem ind.«

På et tidspunkt havde ’nynazisten’, som hun kalder ham, chikaneret hende gennem 8 måneder. Han ringede 30-40 gange i løbet af en dag.

»Vi var i Zoologisk Have. Var lige kommet ind og havde kun set løverne, da telefonen ringede. Jeg var overbevist om, at nynazisten stod et eller andet sted og kiggede på os. Jeg ville ud igen, og børnene forstod ingenting. Min søn Furkan spurgte, hvorfor ham manden hadede mig, og jeg svarede: ’Det er, fordi der også er mennesker, der er dumme’.«

Et stykke tid efter fortalte hun sin gode ven Jacob Holdt, der er fotograf, og har dokumenteret racisme i USA i bogen ’Amerikanske Billeder’, om sin angst og frustration.

»Jeg græd og håbede på trøst, men Jakob sagde bare: ’Vrøvl, det er, fordi du er lige så stor en racist, som de er’. Jeg afviste og sagde, at det var jeg holdt op med, jeg hadede ingen mennesker mere. Så spurgte han mig, hvor mange højrenationale, jeg kendte? Jeg svarede ’ikke nogen’. På det tidspunkt var jeg nærmest stolt over, at det var lykkedes mig ikke at hilse på nogen fra Dansk Folkeparti i de fire år, jeg havde siddet i Folketinget.«

»Gå nu ud og mød dem,« sagde Jacob Holdt.

»Nej, de vil slå mig ihjel.«

»Vrøvl, der er ikke nogen, der slår folketingsmedlemmer ihjel, og hvis de gør, så bliver du martyr. Det er en ren win-win-situation,« lød svaret.

Øzlem Cekic besluttede at tage udfordringen op.

»I begyndelsen tænkte jeg, at jeg skulle ud og gøre folk ’gode igen’. Det var så langt ude. I dag mødes jeg med folk for at blive klogere. Ofte rykker de mig lige så meget, som jeg rykker dem. Jeg blev så skuffet over, at den første jeg besøgte ikke havde lange sorte negle. Jeg havde gjort mig forestillinger om, hvordan racister bor, at deres hjem var ulækre, at de var landsbytosser i Udkantsdanmark og folk, der ikke åbnede en avis. Jeg havde mange fjendebilleder.«

Muslimhaderne

Det er  syv år siden, hun drak den første kop dialogkaffe. Siden har Özlem Cekic opsøgt flere hundrede mennesker. Hun kan efterhånden opdele dem i tre kategorier: 1) De der har knoklet et langt liv og  føler sig svigtet af velfærdsstaten, når de selv får brug for hjælp. 2) De der tror al ondskab kommer fra muslimer, og tror at en maskinpistol vil kunne løse problemet. 3) De der tror muslimerne efterhånden vil overtage Danmark og smadre alt det gode.

Der er f.eks. Jimmi (60), der har sendt Özlem Cekic mail med emner som ’på grund af muslimerne har vi ikke råd til velfærd’, ’nu laver de ballade igen’, ’det kan ikke være rigtigt, at vi skal tage hensyn til muslimerne i daginstitutioner’ og flere beskeder i den dur.

»Jeg tror, at folk farer sådan op, fordi muslimerne forlanger, forlanger og forlanger. Så er det, at folk siger, at ’de skal fandeme ikke forlange mer’. Så gør muslimer opmærksomme på sig selv, og hver gang, de gør det, så råber folk ’nej, kraftedeme nej’. De har råbt for højt og sat sig for meget i centrum. Derfor bliver folk aggressive”, siger Jimmi selv, når han skal forklare, hvorfor han ikke bryder sig om muslimer. (Citat fra bogen ‘Hvorfor hader han dig mor’ )

»Jimmi er ikke racist. Han har knoklet med hårdt arbejde hele sit liv, og når han endelig har brug for velfærdssamfundet, så er den der ikke for ham. Ambulancetjenesten fungerer ikke, han har ikke råd til sin medicin. Og så er der politikere på Christiansborg, som ’hjælper’ ham med at rette sin vrede mod mennesker med minoritetsbaggrund ved at sige, at vi ikke har råd til velfærd p.g.a. flygtninge. Men det er kun en del af sandheden. Vi har heller ikke råd, fordi vi giver topskattelettelser og skattelettelser til virksomheder og køber kampfly for 30 mia kr.«

Hvad har du lært  af mødet med Jimmi?

»At Jimmi og hans kone grundlæggende er gode mennesker. Alt hvad de har tjent gennem livet, har de puttet i det hus og for første gang går det op for mig, at det ikke er alle boligejere, der er rige. Han kalder flere gange sit hus for sin ’alderdomsforsikring’.«

En anden af kaffekontakterne er Kim. Nogle gange kan der gå dage imellem, Øzlem Cekic hører fra ham. Andre gange kan hun få ti mail på én dag. Det kan være alt fra links til artikler om, hvor farlige og vanvittige muslimer er.

»Prøv at forestille dig, hvor stor en forskel du med dit hjerte og dit gåpåmod og din jernvilje ville kunne gøre for menneskerettigheder i Tyrkiet. Derfor vil det være godt, hvis du tog tilbage til dit land og kæmpede der,« siger han veltilfreds. Jeg fortæller ham, at jeg ikke er tyrker. Kim fastholder, at det vil jeg altid være - i hans øjne. (Citat fra bogen ‘Hvorfor hader han dig mor?’)

»Kim snakker ikke grimt, han siger ikke ’perker’, han snakker altid ordentlig til mig. Men han har ekstreme holdninger og nogle af dem er dybt racistiske. Han mener, at voldtægt er selvforskyldt og han går ind for dødsstraf. Jeg har snakket med ham i næsten to år, og han har ikke en eneste gang sagt, at jeg er dansker, eller at jeg kan få lov at blive i Danmark. Men da jeg i foråret skrev på Facebook, at min mor havde fået kræft og var blevet opereret, var Kim den første, som ringede og ønskede god bedring. Af mødet med Kim lærte jeg, at han også har en muslimsk nabo, som aldrig byder ham på kaffe. Og der gik det op for mig, at muslimer også er nødt til at invitere indenfor. Det går begge veje.«

Angelo sender mange, mange sms’er med alt som ’død over muslimerne’ og ’I skal ikke være her’. Men nu sender han også hjertebeskeder, og ønsker god bedring med Özlem Cekics mor. Han vil gerne have, at hun skal blive bedre til at meditere, så hun kan få mere ro.

»Muslimerne vil få flertal i Folketinget og flertal til at lave lovene om, så danskerne skal følge sharialoven.« Den forudsigelse har jeg hørt utallige gange før. Ifølge Angelo skal man lukke moskeerne og grænserne, smide muslimerne ud, tage deres statsborgerskab fra dem og begrænse deres ytringsfrihed. Alt sammen for at beskytte Danmark og demokratiet” (Citat fra bogen ‘Hvorfor hader han dig, mor?)

»Af Angelo lærte jeg, at hvis vi ikke påtager os et personligt ansvar og gør noget i fællesskab,  kan det ende helt galt. ’Fake news’ har godt tag i de her mennesker, og de har et helt forvrænget billede af fakta og tal: De tror, at 98 pct. af folk med minoritetsbaggrund er kriminelle. Virkeligheden er, at 97 pct ikke er kriminelle. De tror, at alle bor i ghettoer og ikke må gifte sig med danskere.«

Efter flere hundrede kopper  ’dialogkaffe’ tror Øzlem Cekic stadig på, at brobygning mellem kulturer skaber forståelse.

»Hvis vi skal styrke demokratiet, skal vi tale bedre sammen. Utrygheden stiger og vi har valgt ledere i verden, som ikke bidrager til freden: Trump, Putin, Erdogan. Men jeg tror, der kan komme en modbevægelse, hvor folk selv tager et personligt ansvar for at sikre freden og dialogen. Folk har en tendens til at udlicitere det personlige ansvar til Folketinget, kommunen, naboen eller BT. Min mission er, at du og jeg er nødt til selv at gøre noget. Alle kan gøre noget for den pige, der ikke kommer med til børnefødselsdagen. Alle kan gøre noget for at lytte til dem, vi ikke er enige med og prøve at forstå. Venskaber er vaccine mod fordomme, vi har altid noget tilfælles.”