Karen Hækkerup og senest Bjarne Corydon har under stor ballade taget den. Gitte Lillelund Bech, Mads Rørvig og Emilie Turunen er også gået igennem den. Den såkaldte »gyldne svingdør« mellem politik og lobbyisme skaber ofte voldsomme kontroverser. Men hvad er problemet?
Det tog hende et helt år at vænne sig af med at have sin iPhone i hånden døgnet rundt.
Karen Hækkerups liv har på mange måder ændret sig markant, siden hun i efteråret 2014 skiftede sin 17 år lange karriere i politik og en ministertaburet i Justitsministeriet ud med en direktørpost hos en af landets mest magtfulde interesseorganisationer, Landbrug & Fødevarer.
Og karriereskiftet fra den tidligere socialdemokratiske minister var opsigtsvækkende. Karen Hækkerup var således den første dansker til at droppe sin ministertitel til fordel for en direktørstilling siden 1989, hvor den daværende konservative finansminister Palle Simonsen blev direktør for pensionskassen ATP.
Mens reaktionerne fra den socialdemokratiske partitop og fra hendes kolleger på Christiansborg var overvejende positive, haglede kritikken ned over Karen Hækkerup fra blandt andet den yderste venstrefløj. De kaldte skiftet et demokratisk problem. Et demokratisk problem fordi Hækkerup tilsyneladende havde brugt de kompetencer, det netværk og de kontakter, hun havde fra sin tid som fødevareminister, til at skaffe sig selv et velbetalt topjob i selvsamme sektor. Hun svigtede offentligheden ved at tage turen gennem den såkaldte gyldne svingdør fra politik til lobbyisme og dermed personligt kapitalisere på sin fortid i politik, lød argumentet.
Selv forstår Karen Hækkerup ikke kritikken, her knap halvandet år efter jobskiftet. Hun var i mange år gået glip af børnefødselsdage, familiearrangementer og nattesøvn, fordi hun ofrede al sin tid og energi på partiet. Så da tilbuddet fra Landbrug & Fødevarer kom, kunne hun ikke sige nej. Selv om hun ville få en lige så lang og krævende arbejdsuge som før, ville hun ikke på samme måde blive forstyrret af pressen i tide og utide, og engang imellem ville hun sågar kunne holde sine weekender fri.
Kritikere mente ikke, at hun kunne tage imod jobbet, fordi Landbrug & Fødevarer tilsyneladende havde købt hende for hendes politiske indsigt og netværk. På den måde kunne de få større indflydelse på de beslutninger, som træffes på Christiansborg. Opfordringen lød derfor fra flere sider, at Danmark bør indføre en afkølingsperiode for afgående toppolitikere, når de træder ud af politik og ind i det private erhvervsliv. Modellen findes i flere af vores nabolande, og på den måde undgås interessekonflikter, mener blandt andre Enhedslisten.
Men det argument giver Karen Hækkerup ikke meget for. Hun mener, at det er sundt med en tæt kontakt mellem Christiansborg og det private erhvervsliv.
»Det giver rigtig god mening at have mennesker i det politiske system, som har prøvet andet end Folketinget, og som kender til erhvervslivet. Det ville klæde systemet, hvis der var lidt gennemtræk.«
Det gennemtræk blev senest synligt i den forgangne uge, hvor Helle Thorning-Schmidt skiftede fra politik til en stilling som administrerende direktør for Save the Children. Og debatten om den gyldne svingdør blussede igen for alvor op omkring juletid sidste år.
Da kunne den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon fortælle, at han ville forlade dansk politik til fordel for en ledende stilling i konsulentbureauet McKinsey. Et konsulentbureau, der under Corydons ledelse havde løst adskillige opgaver for Finansministeriet og den danske stat.
Kritikken af Corydon var hård og uforsonlig, blandt andet fra partifællen Ritt Bjerregaard:
»Han har givet rigtig mange opgaver til McKinsey, mens han var finansminister. Der undgår man ikke at komme ind i en diskussion om vennetjenester. Det er selvfølgelig dybt problematisk,« sagde hun.
Bjarne Corydon oplyser til Berlingske, at han med jobskiftet til McKinsey har forladt den offentlige debat og derfor ikke ønsker at medvirke i artiklen.
Ministre som Bjarne Corydon har adgang til hemmelighedsstemplede dokumenter, ligesom de kender den politiske proces indgående. Derfor er de ofte i høj kurs hos virksomheder, tænketanke og konsulentbureauer, som forsøger at påvirke lovgivningen. Det forklarer Ove Kaj Pedersen, der er professor på CBS og forsker i lobbyisme.
»Politikere og i navnlig grad tidligere ministre kommer med en insiderviden og et personnetværk, som er enormt fordelagtig for interesseorganisationer, konsulentvirksomheder og tænketanke at få indsigt i. Så det er groft sagt den viden, de køber sig til,« siger han.
Ingen lovgivning forbyder danske politikere eller embedsmænd at skifte direkte til det private erhvervsliv. Ifølge Ove Kaj Pedersen er det først inden for de seneste år, at det private erhvervsliv har indtaget en vigtig plads på den politiske arena i Danmark. Flere danske politikere har således skiftet hverdagen på Christiansborg ud med job i private virksomheder, men lobbyisme er et relativt nyt fænomen i dansk kontekst, og derfor giver det ifølge professoren mening, at vi endnu ikke har regler og regulering imod den slags karriereskifter.
»Det er først inden for de seneste 15 år, at vi har set konsulentbureauer, tænketanke og private virksomheder, som har store nok muskler til at påvirke politik og lovgivning i Danmark. I andre lande som USA eller Storbritannien har man flere hundrede års tradition med lobbyisme,« siger Ove Kaj Pedersen.
Knut Gotfredsen, bestyrelsesformand i Transparency Danmark, den danske gren af organisationen Transparency International, som arbejder med at bekæmpe korruption, mener, at alene mistanken bør være nok til at få indført regulering af de kontroversielle jobskifter i Danmark.
»Når du som politiker skifter til tidligere samarbejdspartnere, vil der altid være en risiko og en mistanke om, at du så at sige har betalt for din nye ansættelse. Der er lande, som er næsten lige så lidt korrupte som Danmark, der har regler om afkølingsperioder. Der er bestemt også en risiko for korruption i Danmark,« siger han.
Gitte Lillelund Bech er endnu et eksempel på, at døren mellem Christiansborg og landets direktionsgange indimellem svinger og giver anledning til kontroverser.
Hun er uddannet økonom og arbejdede i både Cowi, Danske Bank og Nykredit, inden hun i 1999 blev valgt ind i Folketinget for Venstre. Oprindeligt drømte hun ikke om at blive politiker, og planen var at være på Christiansborg i ti år og så vende tilbage til den »virkelige« verden.
Ti år blev imidlertid til 14, da hun blev tilbudt jobbet som forsvarsminister. Men da Venstre i 2011 røg i opposition, var Gitte Lillelund Bech blevet 44 år gammel, og hun kunne mærke, at erhvervslivet igen begyndte at trække i hende.
I august 2013 satte hun sig til rette ved selvsamme forhandlingsbord, hun havde siddet ved som forsvarsminister.
Forskellen var, at hun nu repræsenterede våbenlobbyen, som rådgiver hos kommunikationsbureauet Advice, der var blevet hyret til at sælge Eurofighter-flyet til erstatning for Forsvarets snart udtjente F16-jagerfly. En kamp om en kontrakt til op mod 30 milliarder kroner.
Det opsigtsvækkende skifte fra Forsvarsministeriet til våbenlobbyen udløste samme kritik, som både Karen Hækkerup og Bjarne Corydon senere skulle opleve. Men ifølge Gitte Lillelund Bech er kritikken skudt fuldstændig forbi mål.
»Det er da fuldstændig absurd, hvis jeg ikke må bruge min viden om politiske processer eller mit netværk i den virkelige verden,« siger hun.
I maj 2014 skiftede Gitte Lillelund Bech, der også er tidligere transportordfører for Venstre, fra Advice til en stilling som direktør for Danske Havne, hvor hun stadig arbejder.
Hun mener ikke, at der ligger et demokratisk problem i, at tidligere toppolitikere rykker over i lobbyismen. I hendes optik er det derimod naturligt, at virksomheder køber sig adgang til indgående viden om, hvordan det politiske system fungerer. Og hvordan man bedst muligt kan påvirke lovgivningen. Det er en viden, det ikke er muligt at læse sig til på CBS, økonomistudiet eller statskundskab. Gitte Lillelund Bech mener derfor, at samspillet mellem politik og lobbyisme er gavnlig for samfundet. Ellers kan der være en risiko for, at politikerne lever hele livet i en isoleret osteklokke på Christiansborg.
»Der går meget tabt ved, at politikerne ikke har føling med erhvervslivet. Og den anden vej rundt går der meget tabt ved, at erhvervslivet ikke har indsigt i de politiske processer,« siger hun.
En af de mest opsigtsvækkende ture fra hårdtslående politiker til livet på landets direktionsgange står det tidligere medlem af Europaparlamentet for først SF og siden Socialdemokraterne, Emilie Turunen, for.
Emilie Turunen slog for alvor gennem den politiske lydmur med en kampagne mod bankerne. »Bankerne er grådige og uansvarlige – det er tid til et opgør. Vil du være med?,« lød det fra Turunen i 2012. Her gjorde hun sig blandt andet til talsmand for at splitte de største finanskoncerner op. I en kronik i Politiken lancerede hun endda »De syv banksynder«, som var tyvagtighed, griskhed, storhedsvanvid, fråseri, uansvarlighed, kammerateri og bedrag.
Det kom derfor som en stor overraskelse, da hun i september 2014 blev ansat som chef for public relations i en af Danmarks største finanskoncerner, Nykredit. Berlingske ville gerne have interviewet Emilie Turunen om hendes jobskifte og de overvejelser, som det har givet, og hvordan hun bruger sine politiske kontakter i dag. Men hun har ikke ønsket at deltage i denne artikel.
En aktindsigt i Emilie Turunens korrespondance med Erhvervs- og Vækstministeriet giver dog et lille blik ind i hendes nuværende arbejde med at påvirke Nykredits forhold til myndigheder og beslutningstagere. Berlingske har fået aktindsigt i tre korrespondancer, som Turunen har haft med ministeriet siden sin tiltrædelse hos Nykredit.
Allerede i november 2014 er Emilie Turunen i kontakt med en embedsmand i ministeriet. En kvinde fra Kolding har klaget til daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) over, at Totalkredit, som er en del af Nykredit, ikke vil tilbyde realkreditlån i kvindens mors hus. Sagen er en del af debatten om problemer med at få et realkreditlån i Udkantsdanmark, og i svaret til ministeriet redegør Turunen for, hvorfor Totalkredit har afvist at give et lån til ejeren af huset.
Mere opsigtsvækkende er imidlertid en henvendelse fra Emilie Turunen til Henrik Sass Larsens spindoktor Peter Strauss Jørgensen den 8. maj 2015. Her advarer hun Peter Strauss Jørgensen om, at Økonomisk Ugebrev er på vej med to kritiske historier om Nykredit. I mailen forklarer hun ministerens rådgiver, hvorfor der ifølge Nykredit ikke er noget at komme efter.
Den sidste mail fra Emilie Turunen er fra 14. september 2015, hvor hun skriver til nuværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor Frank Serup Layborn. Hun skriver »Godt at møde dig i dag!« og sender den seneste boligprisprognose fra Nykredit med.
Selv om skiftet til erhvervslivet fra Christiansborg eller Europaparlamentet, som Emilie Turunen kom fra, er i vækst, er det stadig en relativ sjælden tendens i Danmark.
I sit kandidatspeciale fra efteråret 2015 har sociologen Sarah Steinitz Andersen beskæftiget sig med personer i den danske magtelite, som i løbet af karrieren har skiftet deres job i en bestemt sektor ud med et job i en anden sektor.
Af de personer, som sad på magtfulde poster i foråret 2015, identificerer hun 29 politikere – nu 31 med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon – som i løbet af deres karriere har taget svingdøren fra erhvervslivet ind i politik eller omvendt. Heraf er otte personer skiftet fra en politisk toppost til en toppost i det private erhvervsliv.
En undersøgelse lavet af Transparency International fra 2014 viser, at danskerne er det folkefærd i verden, som opfatter landets offentlige sektor som mindst korrupt. Alligevel er en af Sarah Steinitz Andersens konklusioner, at svingdøren mellem politik og erhvervsliv kan være med til at skabe korruption.
Kenneth Haar, der arbejder i den europæiske forskningsinstitution Corporate Europe Observatory, er enig:
»Dels risikerer man, at oplysninger og netværk, som politikere har fået i kraft af deres offentlige ansvarshverv, bliver misbrugt til kommercielle formål. Og dels kan der opstå en kultur, hvor politik kommer til at handle om at skabe sig en politisk karriere, hvor man viser sig handlekraftig og derfor kan bruge sit tillidshverv som springbræt til en karriere i erhvervslivet,« siger han.
Tidligere formand for skatteudvalget Mads Rørvig var fra 2010 til 2015 medlem af Folketinget. I oktober 2015 skiftede han til jobbet som chef for public relations i finanssektorens interesseorganisation, Finansrådet.
»Jeg fik næsten kun positive reaktioner og lidt kritik. Men for mig var det en helt surrealistisk kritik. Jeg kom i Folketinget som 24-årig og fik kritik for at mangle erhvervserfaring. Nu fik jeg så kritik for det modsatte,« siger Mads Rørvig.
Han kan ikke følge kritikernes frygt for vennetjenester og interessekonflikter.
»Jeg ser ingen problemer i det. Specielt ikke, fordi det er i dansk kontekst, hvor vi har en høj grad af transparens i de politiske processer. Danske politikere er så professionelle, at det ikke betyder noget, at der er folk, der får job på den anden side af bordet,« siger han og medgiver, at hans politiske erfaring var med til at skaffe ham hans nuværende job.
»Det politiske er jo en del af min stilling. Jeg kender lovgivningsprocessen til fingerspidserne. Den finansielle sektor i Danmark er underlagt meget regulering, og derfor er det vigtigt at kende lovgivningsmøllen i mit job,« siger han.
På Christiansborg bekymrer Mads Rørvig og andres jobskifter dog på den yderste venstrefløj. Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted vil fremsætte et forslag, hvor tidligere toppolitikere enten skal gennem en afkølingsperiode, eller et form for udvalg skal vurdere, om en politikers jobskifte er etisk forsvarligt.
»Man skal selvfølgelig have en mulighed for at have et liv, efter man skifter job. Men der skal være rimelighed i det. Selvfølgelig kan der opstå interessekonflikter, så derfor er vi nødt til at regulere det her,« siger Pelle Dragsted.
Enhedslisten skal dog ikke regne med støtte fra Venstres Morten Løkkegaard, der selv har taget springet fra TV-skærmen som studievært på TV Avisen til jobbet som politiker. Han har svært ved at se, hvorfor det skulle være et problem, at personer skifter fra toppolitik til det private erhvervsliv.
»Vi har ikke set nogen eksempler på magtmisbrug eller korruption, så jeg ser intet problem ved det. Hvis der kommer konkrete eksempler på misbrug, skal vi selvfølgelig have en seriøs diskussion om det her, men indtil da er det ikke problematisk,« siger han.
Sarah Steinitz Andersen påpeger, at de manglende skandaler i hvert fald kan være med til at understøtte, at embedsmænd og toppolitikere er gode til at skifte interesser uden at blande dem sammen. Samtidig kan gennemtrækket mellem politik og erhvervsliv også have positive effekter på samfundet, vurderer professor Ove Kaj Pedersen:
»Der kan være den fordel ved svingdøren, at politikere med en stor indsigt i den politiske proces og med brede fagkundskaber bringer deres viden over i en anden sammenhæng, hvor forskellige processer derfor kan blive håndteret bedre,« siger han.
Trods muligheden for, at politiske processer håndteres mere kompetent, har de fleste lande efterhånden regler, der sørger for at regulere de mulige interessekonflikter mellem politik og erhvervsliv.
Faktisk er Danmark et af kun fire af de 19 EU-lande, hvor der ikke er nogen form for regler eller regulering for den gyldne svingdør.
En af de første ting, Barack Obama fik igennem som amerikansk præsident, var at indføre en afkølingsperiode, så politikere og embedsmænd er tvunget til at vente to år efter deres sidste arbejdsdag som politikere, før de kan lave lobbyarbejde. USA har til gengæld også en helt anden tradition for lobbyisme end Danmark.
I EU-regi gælder, at kommissærer i 18 måneder efter slutningen på deres valgperiode skal søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger.
I Storbritannien er afkølingsperioden for afgående ministre, som søger mod lobbyorganisationer, på to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år. På samme måde introducerede Tyskland også en afkølingsperiode for toppolitikere i 2015.
For Karen Hækkerup giver det dog ingen mening at tale om afkølingsperioder for danske politikere, der tager springet til det private erhvervsliv. Hun mener, at det kan skræmme personer væk, som ikke ønsker at blive brændemærket som politiker, så de på den måde aldrig kan træde ind i andre erhverv.
For hendes eget vedkommende ville Karen Hækkerup også være ked af, hvis hun resten af livet skulle være blevet i politik for at undgå interessekonflikter. Hun har haft en lang række udvalgsposter i sin tid i Københavns Borgerrepræsentation, ligesom hun har bestredet tre ministerposter og har et enormt bredt netværk inden for mange forskellige områder.
»Hvornår er jeg så i den renes øjne ren nok? Jeg ville nærmest ikke kunne tage noget job,« konkluderer hun.
