Den 25-årige danske islamist, Belal El-Khatib, der ønsker det danske demokrati afskaffet og afløst af et islamisk kalifat, styret af religiøs lov, bliver ikke dansk statsborger.

Et flertal, der består af de borgerlige partier i Folketingets såkaldte indfødsretsudvalg, besluttede mandag at stemme nej til at El-Khatib kan blive dansk statsborger.

Det bekræfter formanden for udvalget, Christian Langballe (DF) fra Dansk Folkeparti over for Radio24syv.

Den konservative Naser Khader (K), der i ugevis har kæmpet for at samle politisk flertal for, at den 25-årige muslim ikke kunne få dansk statsborgerskab, siger, at det er »en historisk dag - Belal El-Khatib bliver nu fjernet fra det kommende lovforslag om indfødsret«.

Også formanden for Folketingets Indfødsretsudvalg, Christian Langballe fra Dansk Folkeparti, glæder sig:

»En islamist, der går ind for at lade demokratiet afløse af et kalifat, skal selvfølgelig ikke være dansk statsborger. Så enkelt er det,« siger Christian Langballe.

Den 25-årige danske islamist, Belal El-Khatib, var oprindeligt indstillet til at få sit statsborgerskab på dispensation - han har tidligere fået kontanthjælp. Men Naser Khader opdagede hans navn i bunken med i alt 2.500 ansøgere og havde held til at få fremkaldt en afstemning i udvalget om netop ham. El-Khatib har selv offentligt givet udtryk for, at han ønsker demokratiet afskaffet.

Den konservative Naser Khader siger, at han vil bruge tiden indtil fredag, hvor de sidste af de 2.500 nuværende ansøgere skal have ja eller nej til deres ansøgning om statsborgerskab, på at lede efter flere, der måtte have samme holdninger til demokratiet som den 25-årige, således at de også kan nægtes dansk statsborgerskab. Naser Khader tilføjer, at han fremover vil »holde øje med nye ansøgere«.

Personer, der ønsker dansk statsborgerskab, skal skrive under på, at de »lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund« og »erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper«.

Christian Langballe fra Dansk Folkeparti mener, at det fremover skal være muligt at fratage personer det danske statsborgerskab, de allerede har fået, hvis de forbryder sig mod denne erklæring om loyalitet, der således skal være bindende.

»Reglerne bør strammes, så vi kan tage statsborgerskabet fra mennesker, der svigter dette løfte om loyalitet og troskab overfor Danmark,« siger han til Radio24syv.

Langballe roser Naser Khader for at have opdaget, at den 25-årige islamist var ved at blive dansk statsborger.

»Khader opdagede det her. Jeg ville ønske, det var mig,« siger Christian Langballe.

Den 25-årige Belal El-Khatib siger, at han synes, afgørelsen er »skræmmende«.

»Jeg har intet ulovligt gjort. Jeg bidrager til det her samfund på rigtigt mange måder. Men fordi man ikke fuldstændig har det samme livssyn og værdisæt som visse politikere, så er det en hindring. Det minder mig om en diktaturstat. Det her er ikke et demokrati,« siger han til Radio24syv:

»Visse politikere undergraver frihedsværdierne for at begrænse dem for andre. Det viser bare, at de her frihedsværdier ikke er universelle og ikke gælder for alle. Det er tankekontrol af den værste skuffe,« tilføjer han.