I en række opsigtsvækkende annoncer opfordrer dansk-canadieren Bent Ewald i dag danskerne til at stemme på Dansk Folkeparti ved valget på torsdag.

»Jeg har gået i mange år og snakket med mine gamle venner om, at det hele er ved at gå galt i gode gamle Danmark. »Why not put your money, where your mouth is', som vi siger her i Canada,« forklarer 83-årige Bent Ewald på telefonen fra Vancouver til Berlingske.

Bent Ewald er oprindeligt fra Gentofte, men forlod Danmark i 1953. Han er bekymret for, hvad han ser og hører om forholdene i Danmark.

»Det bekymrer mig meget kraftigt med den store indvandring, som vi slet ikke kan håndtere,« siger han.

Derfor har Bent Ewald indrykket annoncer i mandagens udgaver af Berlingske, Politiken, Børsen og Jyllands-Posten.

»Jeg har betalt 196.000 kr. for fire annoncer. Jeg er interesseret i at sætte et fodaftryk på den danske valgkamp,« siger Bent Ewald.

Dansk Folkeparti afviser at stå direkte bag annoncerne. Udtrykket ligner dog i høj grad det på Dansk Folkepartis egne valgplakater. Det skyldes, at reklamebureauet Apple Farm står bag Bent Ewalds annonce.

Indehaveren af Apple Farm er Yvette Espersen, der udover at være gift med folketingsmedlem Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, også står bag partiets annoncer.

Bent Ewald har siden 2014 doneret mere end fem millioner til Dansk Folkeparti, selvom han flyttede fra Danmark til Canada for 60 år siden.
Bent Ewald har siden 2014 doneret mere end fem millioner til Dansk Folkeparti, selvom han flyttede fra Danmark til Canada for 60 år siden.
Vis mere

»Jeg er medlem af Dansk Folkeparti og fik hende anbefalet af en fra partiet,« siger Bent Ewald.

Yvette Espersen forklarer, at det er et stykke tid siden, at Bent Ewald kontaktede hende:

»Annoncen har ligget klar et stykke tid. Mere end en måned. Jeg har ingen tillidsposter i partiet, men det er rigtigt, at jeg laver Dansk Folkepartis reklamekampagner, og at Søren Espersen er gift med mig,« siger Yvette Espersen.

Embedded carousel

Hos Dansk Folkeparti glæder pressechef Søren Søndergaard sig over støtten fra Bent Ewald.

»Vi er ikke så vant til den form for støtte. Men vi tager imod det med glæde,« siger han.

»Jeg har mødt ham hos Pia (Kjærsgaard, red.), da han var på besøg i begyndelsen af valgkampen. De to har mødt hinanden flere gange, og der er en god relation imellem dem. Det er tydeligt at mærke, at han er et engageret menneske, der følger med i danske forhold,« siger han.

Søren Søndergaard forklarer, at Dansk Folkeparti henviste Bent Ewald til Yvette Espersen og Apple Farm, da dansk-canadieren henvendte sig og oplyste, at han gerne ville indrykke en annonce.

»Bent Ewald havde en fuldstændig klar ide med sin tekst, så det han havde brug for var hjælp til opsætning og indrykning. Når Bent Ewald valgte at annoncere i Berlingske, Børsen, Politiken og Jyllands-Posten, var det fordi han især gerne ville i kontakt med erhvervsledere, så de kunne få hans syn på tingene«.

I annoncerne efterlyser Bent Ewald en »ny kurs for fædrelandet« og opfordrer derfor til at stemme på Dansk Folkeparti.

»Jeg vil gerne prøve at hjælpe landet med at blive det gamle Danmark, som jeg forlod,« siger Bent Ewald.

Men du er jo selv indvandrer i Canada. Er det ikke paradoksalt, at du så angriber indvandrere i Danmark?

»Indvandringen til Canada er noget helt andet. Herovre er du velkommen, hvis du kan klare dig selv og opføre dig ordentligt. I Canada er der fantastisk gode immigranter, som er faldet til og har været en stor støtte for landet. Hvis folk kommer til Danmark og tilbyder noget og overholder lovene, så kan jeg ikke se noget problem. Men en meget stor del af indvandrerne til Danmark gør ikke det.«

Hvad bygger du det på? Hvordan følger du med i danske forhold?

»Det er ikke svært at følge med i danske forhold. Jeg har min computer og følger med på netaviser. Jeg har stadig en klar følelse af det gamle Danmark, som jeg forlod. Jeg ville heller ikke gøre det samme for Canada, som jeg gør for Danmark nu. Danmark er mit fædreland, og det land, der har formet mig.«

Bent Ewald har handlet med møbler fra Vancouver i mange år. Ifølge ham selv blev han portrætteret i Berlingske for 25 år siden under overskriften »Møbelkongen fra Vancouver«.

Er du rig?

»Hvis man er et pænt menneske, så siger man, at jeg er priviligeret. Og det er jeg. Ellers havde jo ikke mulighed for at indrykke de her annoncer,« siger Bent Ewald.

I år fylder Dansk Folkeparti 20 år og står ifølge målingerne til at få deres bedste valg nogensinde på torsdag.

»For halvandet år siden blev jeg medlem. Jeg har altid godt kunne lide Dansk Folkeparti. Både deres ældrepolitik, deres økonomiske politik og deres indvandrerpolitik. Jeg vil gerne med til deres 20 års fødselsdag senere i år,« siger Bent Ewald.