Et særligt fænomen vil i aften åbenbare sig over den danske himmel.

Fænomenet opstår, når jorden står præcist på linje mellem solen og månen og derfor skygger for noget af sollyset.

Der er tale om en delvis måneformørkelse.

Det betyder, at den nederste del af månen er mørkere end resten den lysende fuldmåne. Det skriver blandt andet Earthsky.

Modsat solformørkelser, hvor man skal være på et meget specifikt sted på jorden, er den delvise måneformørkelse i aften synlig fra store dele af verden. Således kan den ses fra Europa, Asien, Australien, Afrika og de østlige dele af Syd- og Nordamerika.

Måneformørkelse begynder i Danmark fra klokken 21.35 og til 22.52 det vil sige, at man har rundt regnet en time og et kvarter at gøre godt med.

Og man kan - modsat en solformørkelse - bare kigge op uden eksempelvis at skulle have fat i særlige briller.

Sådan ser en delvis måneformørkelse ud skridt for skridt. Billederne her er taget over Tjekkiet i maj 2022.
Sådan ser en delvis måneformørkelse ud skridt for skridt. Billederne her er taget over Tjekkiet i maj 2022. Foto: Ludek Perina/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Udfordringen i dag er dog, at vejrudsigten byder på skyer, hvorfor fænomenet kun vil være synligt, hvis der opstår huller i skydækket.

Og det er der ikke noget, der tyder på.

»Det er stærkt tvivlsomt, om der bliver mulighed for at se den delvise måneformørkelse, for der er tæt skydække over hele landet i aften,« siger vagthavende ved DMI Trine Pedersen.

Du kan dog se et livestream af begivenheden på Timeanddate.com. Alternativt må du vente et lille års tid til den 18. september 2024 for at kunne se en delvis måneformørkelse igen. Vil du opleve en fuld måneformørkelse sker det i september 2025.