FOAs formand ser flere fælles interesser for fagforbundet og Dansk Folkeparti, hvis årsmøde han søndag besøgte for at tale om varm mad, varme hænder og ældremilliard.

Fagforbundet FOA og Dansk Folkeparti har et fælles mål.

»Der skal lugte af mad på et plejehjem«.

Ønsket kommer fra formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen. Og duften må gerne komme fra en sovs, der selv kan stå, hvis det er det, de ældre vil have.

Budskabet er vand på Dansk Folkepartis mølle - eller sovs i gryden om man vil - og det bliver da også serveret kort før frokosttid på partiets årsmøde i Herning. Et lidt usædvanligt sted at befinde sig for Dennis Kristensen set i lyset af, at han var inviteret som gæst til Socialdemokraternes kongres i Aalborg. Men Dansk Folkeparti ville have FOA-formanden på talerstolen i MCH Kongrescenter.

»Det her var en invitation til at komme og fortælle, hvad FOA ser som de største udfordringer i ældreplejen, og den mulighed skal da bruges, lige meget hvem der spørger,« siger Dennis Kristensen.

Og det er ikke kun plejehjemskøkkenet - eller mangel på samme - der bliver udfordret. Med en voksende gruppe ældre vil det ifølge FOAs formand blive en udfordring at skaffe nok varme hænder. Især hvis blå blok kommer til magten og - mod Dansk Folkepartis vilje - får held til at holde den offentlige vækst på nul, sådan som Venstre ønsker.

Samtidig er det en udfordring, at den nuværende regering har skåret 1,3 milliarder kroner af ældrebudgettet for derefter at lave en stor lanceret lappeløsning med den såkaldte ældremilliard, understreger Dennis Kristensen.

»Det er ikke et samlet løft af ældreplejen. Det skal man altså være rigtig kreativ for at nå frem til,« siger han.

FOA-formanden efterlyser mere respekt for de ældre, og han mener, det bør være muligt at sikre dem en værdig alderdom med en skræddersyet pleje.

»Vi er trods krisen et velstående land, og vi har råd til håndholdt velfærd,« siger Dennis Kristensen.

Dansk Folkeparti har på baggrund af FOAs beregninger på ældrebudgettet og de manglende 300 millioner kroner efterspurgt »en ægte milliard« til de ældre og skrevet forslaget med i partiets udspil til en finanslov. Og der er flere områder, hvor Dansk Folkeparti og FOA kan danne fælles front.

»Dansk Folkeparti har siden partiets stiftelse haft de svage ældre som et meget markant område, så på den måde vil der være en række ting, hvor vi tænker synkront med Dansk Folkeparti,« siger Dennis Kristensen og understreger i samme åndedrag:

»I og med at vi kigger på budskabet og ikke på afsenderen, så vil der være tilfælde, hvor vi er enige med partiet i en sag og uenige i en anden. Vi prøver faktisk at efterleve ikke at være partipolitiske«.

Derfor er svaret også diplomatisk, da Dennis Kristensen bliver spurgt, om Dansk Folkepartis velfærdspolitik er den, der tiltaler FOA mest.

»Hvis vi ser på nogle af de andre partier, herunder Socialdemokraterne, så har de en bredere velfærdspolitisk dagsorden, som også involverer nogle af de grupper, som Dansk Folkeparti ikke beskæftiger sig så meget med. Til gengæld synes jeg ikke, at ældreplejen står helt så skarpt som hos Dansk Folkeparti«.